Nul kompensation for ulveangreb Minister vil ikke oprette en fond, som kan kan erstatte husdyr dræbt af ulve

Et skambidt og dræbt får i Midtjylland. En ulv står bag, vurderer eksperter, men fåreavlere skal ikke regne med at få erstatning for den slags.  Foto: Sven Joensen/Scanpix

Et skambidt og dræbt får i Midtjylland. En ulv står bag, vurderer eksperter, men fåreavlere skal ikke regne med at få erstatning for den slags. Foto: Sven Joensen/Scanpix

DANMARK:Meget tyder på, at ulve har krydset grænsen til Danmark og nu strejfer omkring på de jyske marker. Landmænd rapporterer om angreb på deres dyr, mens eksperter undersøger dna-spor, der får pilen til at pege på ulve som gerningsmænd.

Og det er især får, som har lidt under, at Danmark har fået besøg af ulvene. Men fåreavlere og ejere af andre husdyr må se langt efter en økonomisk erstatning fra staten, hvis en ulv har været på besøg. Det gør miljøminister Ida Auken (SF) klart.

- I Danmark betragtes vildtet som sit eget. Det vil sige, at ingen er erstatningsansvarlig for de skader, det måtte forvolde.

- Derfor er der ingen aktuelle planer om at oprette en fond, som erstatter husdyr, der er blevet dræbt af ulve, skriver Ida Auken i et svar til Venstres folketingsmedlem Thomas Danielsen.

Venstrepolitikeren havde spurgt ministeren om, hvorvidt staten skal finansiere en fond til fordel for uheldige dyreejere, sådan som Danmarks Naturfredningsforening foreslog i sidste måned.

Her lagde foreningen op til, at staten skulle yde erstatning, hvis ulve tog dyr fra en indhegning.

Det skulle sikre, at landmændene sætter de nødvendige el-hegn op for at beskytte husdyrene, men omvendt får kompensation, hvis ulven alligevel har været på rov.

Forslaget kom efter, at en jysk landmand mistede flere får til et rovdyr, som mistænkes for at være en ulv. Men Ida Auken vil hellere hjælpe på andre måder.

- I den konkrete sag, hvor en landmand har fået dræbt et antal får af en formodet ulv, har Naturstyrelsen med henblik på erfaringsopsamling ydet assistance. Blandt andet med hjælp til opsætning af hegn, skriver miljøministeren.

Ida Auken henviser samtidig til, at Vildtforvaltningsrådet er blevet bedt om at drøfte ulve-spørgsmålet på et kommende møde. Hun vil herefter modtage rådets anbefalinger på området.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.