EMNER

Nul krisestøtte til danske firmaer

KØBENHAVN:Selvom nye EU-regler gør det muligt for medlemslandene at støtte sine kriseramte virksomheder direkte med millioner af kroner, skal dansk erhvervsliv ikke sætte næsen op efter lindrende penge fra statskassen. Det fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på sit ugentlige pressemøde. - Vi synes ikke fra dansk side, at det er nogen fornuftig vej at give direkte tilskud til virksomheder. Men den ordning, EU nu vil acceptere, er en midlertidig ordning, og det er vi glade for. Derfor vil direkte statsstøtte ikke indgå i nogen vækstpakke, der skal sparke gang i dansk økonomi, lyder det: - Det har jeg i hvert fald ikke fantasi til at forestille mig. Jeg tror, der er andre veje, som er bedre og mere langtidsholdbare end at begynde at give direkte tilskud til virksomheder, vurderede statsministeren. De nye EU-regler kan endda ende med at genere dansk erhvervsliv, advarer statsministeren: - Det er klart, at i det omfang, at tilskud i andre lande går ind og forvrider konkurrencen over landegrænserne, kan det også ende med at blive en EU-sag, for det vil vi selvfølgelig ikke finde os i, sagde Anders Fogh Rasmussen. /ritzau/