Nul kroner i skat fra Carlsberg de seneste tre år

Store danske industriselskaber unddrager sig skat på linje med kapitalfonde

Carls­berg be­tal­te 858 mil­li­oner kro­ner i skat i 2006. Bare ikke i Dan­mark. Foto: Scan­pix
Skattepolitik 11. marts 2007 05:00

KØBENHAVN: Noget tyder på, at de store danske nulskatteindustriselskaber er lige så dygtige til at udnytte de attraktive danske fradragsregler og anden kreativ skattetænkning som de kritiserede kapitalfonde. Det skriver Ugebrev for Bestyrelser efter at have gennemgået årsregnskaberne i ni store børsnoterede selskaber. De fire af dem betalte ikke en krone i skat i 2005, og de fem andre betalte kun tilsammen 300 millioner kroner - ifølge Skatteministeriets opgørelse. - Alt tyder på, at der er et skærende misforhold mellem, hvad de største børsnoterede industriselskaber oplyser om betalte selskabsskatter i årsregnskaber, og hvad de faktisk betaler i selskabsskat, skriver ugebrevet. Ingen skat fra Carlsberg Bryggeriet Carlsberg har ikke betalt en eneste krone i skat i Danmark i de seneste tre år, og forklaringen er, at virksomheden har store renteudgifter på gæld, der stiftes i Danmark, men som investeres i udlandet. Men af Carlsbergs netop aflagte regnskab fremgår det, at “skat af årets resultat udgjorde 858 millioner kroner mod 521 millioner kroner i 2005. Den effektive skatteprocent blev dermed på 28,3 procent mod 27,5 procent i 2005 og dermed på linje med den gældende danske selskabsskattesats”. Den betalte skat er gået uden om den danske statskasse - den er betalt i udlandet. Blot 300 millioner De fem selskaber, som ifølge Skatteministeriet tilsammen har betalt 300 millioner kroner i skat, er Danisco, B&O, DSV og A.P. Møller-Mærsk. Ifølge ugebrevets gennemgang af selskabernes oplysninger om skattebetalinger er det på tilsammen 1,9 milliarder kroner. For A.P. Møller-Mærsks vedkommende oplyses selskabsskatten ikke i årsregnskabet. Tallet er beregnet ved at fratrække oplyste olieskatter og oplyste tonnageskatter fra den samlede oplyste skattebetaling. Og dermed fremkommer - ifølge ugebrevet - en skattebetaling på 1,1 milliard kroner. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...