Nul logik for zoo og kultur
En helt tilfældig nordjysk familie kan efterhånden sende børnene i skole, mens de voksne er vendt tilbage for at passe deres arbejde. Efter arbejdstid kan familien drøne en tur i det lokale storcenter, som nu også er åbnet, inden børnene igen kan tage til træning i fodboldklubben.
Går bølgerne højt, kan familien vælge at tage en tur på restaurant - ja, holder medlemmerne en afstand, der nu er justeret ned fra to til én meter, fra andre og den gængse håndhygiejne, kan de uden bekymring ovenikøbet gå i spisestedets buffet.
Disse tiltag hører med til den anden fase af genåbningen af Danmark i forlængelse af corona-pandemien, som vurderes at være under kontrol. Antallet af indlagte som følge af komplikationer af virusset - som regel i uheldig kombination med anden sygdom - er faldet markant de seneste uger.
Men skulle omtalte familie så finde på at tage en tur i zoologisk have eller besøge et af egnens mange museer, vil den møde en lukket dør. Dyreparker og kulturinstitutioner er først med i tredje fase af genåbningen, som finder sted 8. juni. Dog under den klare forudsætning, at smittetrykket ikke stiger igen.
Logikken synes svær at få øje på: Hvordan kan man drøne rundt på gangene i et storcenter, gå ind i de enkelte butikker, kigge og mærke på varer, stå i kø ved kassen, mens man ikke kan spadsere rundt på stierne i zoologisk have og se på dyr - og så ovenikøbet ude i den friske luft? Hvordan kan man være i et restaurationslokale og gribe til den buffet, alle de andre gæster også dykker i, mens man ikke kan se på kunst eller historiske genstande på et museum?
Desuden har både dyreparker og kulturinstitutioner rig mulighed for at styre antallet af gæster, og medarbejdere, der kan tilrettevise de besøgende, hvis der er behov i forhold til corona-restriktionerne.
Fremgangsmåden falder desværre fint i tråd med svingende meldinger fra sundhedsmyndighedernes side og regeringens vage styring af krisen: henstillinger og opfordringer efterfulgt af udskamning og forbud, hvis virksomheder, institutioner og folk generelt ikke har forstået både det sagte og usagte.
Planen er nu åbenbart at åbne erhvervs- og handelsliv før kulturlivet. Fair nok, det er vigtigt at få gang i omsætning og beskæftigelse. Men det er på sin plads at notere, at kulturen også har en anselig økonomi med mange interessenter, som belastes hårdt under krisen, og at kulturelle oplevelser ikke får mindre værdi i svære tider. Tværtimod.Og da intet tyder på, at hverken zoologiske haver eller museer i sig selv rummer en større smitterisiko, burde de som storcentre og restauranter have været med på listen over denne omgangs genåbning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.