Nul penge = nul piller

Ældre får ikke medicin udleveret, hvis de ikke kan betale kontant

Søren Andreasen er forarget over at Brønderslev Apotek ikke vil lade hans gamle forældre betale medicin over PBS. Apotek i Hjørring vil gerne.
Foto: Kurt Bering

Søren Andreasen er forarget over at Brønderslev Apotek ikke vil lade hans gamle forældre betale medicin over PBS. Apotek i Hjørring vil gerne. Foto: Kurt Bering

Apoteket i Brønderslev kører gerne ud med medicin til byens ældre, men betalingen skal falde med det samme, ellers bliver medicinen ikke udleveret. Rejsemontør Søren Andreasen er godt og grundigt træt af, at apoteket ikke vil acceptere betalingsservice for hans forældre. - Tænk at de skal mistænkeliggøres på det sidste. Jeg synes det er for dårligt af en monopol-forretning, som apoteket jo er. Min far har været kunde hos dem i 88 år, og har altid betalt enhver sit, siger Søren Andreasen. Faderen er 88 år og alderssvækket. Han får bl.a. hjertemedicin. Moderen på 77 år er dement, og skal have sin medicin hver dag, for at den virker. Det har hun ikke fået i perioder pga. apotekets kontante politik. Det kniber med hukommelsen Parret bor stadig for sig selv i en andelsbolig, men de er ikke helt "oppe på beatet" med dankort og den slags. - Det løb er kørt, fastslår Søren Andreasen. Hjemmeplejen holder styr på hvilken medicin ægteparret skal have. Men de to gamle skal altså selv tage imod og sørge for at ligge inde med kontanter. - Det glemmer de jo, og når apoteket så er der, siger min mor, at hun vil gå over og hente medicinen senere, men det glemmer hun også. Bagefter er hun ikke engang klar over at de har været der, fortæller Søren Andreasen. Bange for at tabe penge Han har forsøgt at få Brønderslev Apotek til at lave en betalingsordning med PBS. - Det vil apoteket ikke. De er bange for at sætte penge til, hvis de gamle dør. Jeg har tilbudt at kautionere, men apoteket vil have at vi sætter penge ind på en konto. Så kan vi pårørende gå og holde øje med, om der står penge nok, og drive deres forretning for dem. Og så i 2011 hvor alt andet kører automatisk. Det er dårlig service, fastholder Søren Andreasen. Han starter i nyt job på mandag og får ikke længere mulighed for at besøge sine forældre hver eller hver anden dag. I det mindste findes der en løsning: - Jeg har ringet til Hjørring Apotek, og de vil gerne lade det køre over PBS, fortæller Søren Andreasen.