Nullermænd kom frem i lyset

Omlægning af rengøring er blevet bedømt

Aabybro 1. december 2002 07:00

AABYBRO: Nullermænd og et hårdtarbejdende rengøringspersonale i de kommunale institutioner var i byrådet onsdag aften genstand for en evaluering og debat mellem Venstre og SF. Ved vedtagelsen af budget 2001 blev en omlægning af rengøringen bakket op af alle partier i byrådet på nær SF. Denne omlægning er nu gennemført og er blevet evalueret af de berørte institutioner. Omlægningen har medført en årlig kommunal besparelse på 800.000 kr., da der er skåret 5.959 rengøringstimer væk, hvilket svarer til ti procent. Evalueringen viser, at 91 procent er tilfredse efter omlægningen, fremhævede borgmesteren og Karlo Jensen (V), formand for kulturudvalget. - Det viser sig, at vi gjorde det rette ved at foretage omlægningen i eget regi i stedet for at sende arbejdet i udbud, sagde borgmesteren. - Når vi sparer ti procent, vil der selvfølgelig være nogle knaster, og der skal stadig nogle justeringer til på området, viser evalueringen, sagde borgmesteren, hvorefter han roste kommunens rengøringspersonale. - De er gået ind i dette med en positivt indstilling og har ydet et hårdt arbejde, sagde han og tilføjede, at nogle institutioner efter omlægningen har fået flere rengøringstimer til rådighed. Holder kæft Derimod læste Erik Ingerslev (SF) rapporten på en anden måde. - Vi kan sige, at det ikke blev så dystert, som vi gav udtryk for dengang. Men denne evaluering er også et udtryk for, at i Aabybro Kommune bor der pæne mennesker, som indretter sig efter situationen og holder kæft, sagde han. - Hvis man læser hele rapporten, så er der bekymring for rengøringsstandarden og for personalet. Det handler om at tilgodese hovedrengøring og de skiftende årstider i institutionerne. Desuden er vi ikke klar over, hvordan og om hele personalet er blevet spurgt ved evalueringen, sagde han. Ole Lykkegaard Andersen pegede på, at omlægningen også har betydet efteruddannelse og investering i ny teknik til personalet. Karlo Jensen sagde, at man ikke kender graden af tilfredshed før omlægningen. - Vi ved ikke om tilfredsheden den gang var 100 procent. Det kan være den var under 91 procent, sagde han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...