Nullert mod AaB sender FC Nordsjælland på tredjepladsen

Et opgør uden store chancer endte målløst mellem AaB og FC Nordsjælland, der indtager tredjepladsen.

FC Nordsjælland spillede 0-0 ude mod AaB og indtager tredjepladsen i Alka Superligaen før sidste runde. Foto: Scanpix/Henning Bagger/arkiv

FC Nordsjælland spillede 0-0 ude mod AaB og indtager tredjepladsen i Alka Superligaen før sidste runde. Foto: Scanpix/Henning Bagger/arkiv

En målløs kamp mellem AaB og FC Nordsjælland fredag aften blev nok til, at Farum-klubben indtager tredjepladsen i Alka Superligaen før sidste runde.

Kun fem dage efter AaB’s sejr over FC København blev det endnu en bronzeaspirants tur til at jagte point i Aalborg.

Den opgave blev dog svær for nordsjællænderne, der aldrig fandt det vante fodfæste i 0-0-kampen.

Der faldt få store chancer i opgøret, som lignede en målløs uafgjort fra start til slut.

Den første chance faldt efter fem minutter. Nordsjælland-forsvareren Andreas Skovgaard var tæt på at heade bolden i eget mål ved en clearing, men den gik forbi stolpen.

Det blev også den største chance i første halvleg. Her blev et marginalt AaB-overtag nemlig ikke udnyttet, mens FC Nordsjælland sjældent kom frem ad banen.

FC Nordsjælland bød primært ind på det offensive med langskud, der enten ikke ramte målet eller voldte AaB-målmand Jacob Rinne problemer.

Med få minutter igen kom AaB’s Yann Rolim alene igennem, men Runar Alex Runarsson kom stærkt ud i brasilianeren.

Det ene point sender FC Nordsjælland på bronzepladsen med ét point ned til FC København.

De to hold mødes i Farum i en duel om medaljer i Superligaens sidste spillerunde.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.