Nulløsning mellem rige russere og frankofile Newcastle

Anzhi Makhachkala og Newcastle spillede 0-0 i den første 1/8-finalekamp i Europa League.

Nulløsning mellem rige russere og frankofile Newcastle

Den rige russiske fodboldklub Anzhi Makhachkala skuffede torsdag aften, da det i Moskva kun blev til 0-0 mod et reservespækket Newcastle-hold i det første af to opgør i Europa Leagues 1/8-finale.

På Luzhniki Stadium var russerne anført af den tidligere FC Barcelona- og Inter-stjerne Samuel Eto'o. Men hverken han eller holdkammeraterne kunne overliste Robert Elliot i Newcastles mål i den chancefattige kamp.

Elliot var kun en af tre englændere i startopstillingen for gæsterne. Udeholdet havde til gengæld hele syv franskmænd med fra start.

Det blev heller ikke nemmere for Anzhi, da nyerhvervelsen fra ukrainske Shakhtar Donetsk - den brasilianske midtbanespiller Willian, som tidligere på sæsonen holdt legestue med FC Nordsjælland i Champions League - skadet måtte udskiftes allerede i første halvleg.

Der spilles returkamp i Newcastle om en uge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.