Nutidens danske dilemma

ROMAN Inge Eriksen: "Citrontræet" "Citrontræet" er endnu et tidsbillede fra tiden omkring 11. september og borgerskabets valgsejr frem til 2002. Her kan en række figurer med jeg-fortælleren Randi i centrum røre sig privat og frit efter Inge Eriksens forgodtbefindende, uden at tiden og historien selv finder anledning til at nedlægge sin øjeblikkelige protest imod dem. Kun psykologien har ordet: Læseren følger den vågnende politiske bevidsthed hos de fraskilte fortæller, der spørger: Hvor ligger nøglen til en forståelse af den store verdens betydning for min lille hverdag? Hun har, pacet frem af hjemmet, uddannet sig væk fra forældre, gade og landsby og er blevet rodløs, fordi rodnettet er visnet. Hun underviser nu i filmhistorie med Ava Gardner og MGM som tema. Op mod hende sættes andengenerationsdanskeren Anita, hvis mand og familie finder hendes talent forværrende for den familiære situation, hvor man blot forventer, at hun får børn og er hjemmegående. Anita bryder ud med katastrofale følger, selv om Randi og hendes lægebror engagerer sig, for som Inge Eriksen spørger: Er vi blevet en tilskuernation – de ligeglades holdeplads? Noget andet er tilfældet med de politiske skikkelser og tilstande, som bogen skildrer gennem den valgte venstreorienterede synsvinkel, for politik er offentlighed. Her kan ethvert træk kontrolleres: alle mennesker kender jo de virkelige forhold. En forfatter, der vil skildre tidens offentlige liv, har derfor ikke andet at gøre end at følge de konkrete begivenheder og give dem så stort et perspektiv, som forfatterens poetiske og politiske synsmåde formår. Selv små forskydninger kan forrykke hele billedet og gøre det ugyldigt. Da Eriksen gør det politiske bo op for at se, hvem der kan påtage sig at føre Danmark ind i det 21. århundrede, når hun frem til ren negativitet: "Ikke højrefløjen med dens ophøjede foragt for alt anderledes, med dens forkvaklede virkelighedsopfattelse og tillid til den stærkeres ret. Socialdemokraterne gjorde bare gud og hvermand med problemer til klienter, for det var jo så synd for dem! Og venstrefløjen med dens indgroede Rasmus Modsat-attitude, hvad kunne den udrette? De Røde havde forpasset ti års frirum til at definere nye værdier uafhængigt af de gamle fjendebilleder. De fleste havde slået sig til tåls med at være halalhippier uden vilje til at sige bøh! selv til den meste forstokkede patriark." Her er det, det kniber for Inge Eriksen: hun anlægger en ensidig politisk holdning. Hun gør sig til smagsdommeren. Det kan nemlig ligge tungt med argumenterne. Hendes eneste argument mod Fogh Rasmussens opgør med smagsdommere og eksperter er: "Sådan taler en statsminister ikke." Hun forsøger at dele sol og vind lige: Det går galt, hvis borgerne føler, at de ikke har anpart i samfundet: men "at de nyliberale ville give borgerne mere indflydelse var netop dét – en illusion." Det er for pauvert. Det er en bog med en pessimistisk stemning, som forfatteren nok føler oprigtigt, men som ind imellem af læseren føles som teori, og som bekendt er teori en død magt i kunsten. Handlingen? Den har mange gode og varme elementer, men er ikke det væsentlige i denne voldsomt engagerende og ærligt engagerede og dybt vedkommende bog om fantastiske forestillinger om politik og ideologi og om livet og dets krav. Blot ærgerligt, at fortælleren ender med at følge Hamlets råd om at gå i kloster. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Inge Eriksen: "Citrontræet" 248 sider, 248 kr. Gyldendal. Udkommer i dag