Ny 1. g i Fjerritslev bliver UNESCO-klasse

Skolevæsen 13. marts 2003 07:00

FJERRITSLEV: En af de kommende 1.g-klasser på Fjerritslev Gymnasium bliver lidt anderledes end de øvrige nye klasser til august. Gymnasiet har som en af de få skoler i landet opnået status af UNESCO-gymnasium efter en konkurrence i 1999. UNESCO er FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur, United Nations Educational, Scientific, and Cultural Organisation. Den internationale orientering bliver nu håndgribelig i en temaklasse, hvor undervisningen i flere fag tager udgangspunkt i Afrika og slavehandelens historie. Det er projekt, hvor både Danmark, Norge, Ghana og USA er med i et netværk af skoler. - Den nye klasse får en helt normal studentereksamen, understreger lektorerne Palle Birkholm og Sten Stenbæk, to af lærerne i det tværfaglige team, der skal stå for undervisningen. - Forskellen fra andre klasser er, at der bliver et fælles tema i en række fag. Afrika, slavehandelens historie og UNESCO's arbejde kan jo indgå både i billedkunst, musik, engelsk, historie, fransk, spansk, matematik, biologi og religion, siger de to lærere. Når netop Ghana er valgt, er det, fordi landet spillede en særlig rolle for Danmark og Norge i den lidet glorværdige periode med slavetransporter til Amerika. Her i det daværende Guldkysten hentede skandinaviske skibe afrikanske slaver og eksporterede dem til Caraibien. Danmark byggede også mange slotte og fæstningsanlæg i Ghana, hvoraf nogle står endnu. Mest berømt er Christiansborg Castle, som i dag er den ghanesiske præsidents bolig. Muligvis bliver der tale om udvekslingsbesøg mellem elever og lærere fra de medvirkende lande, men ellers foregår kontakten ad elektronisk vej.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...