Ny 18-hullers golfbane er taget i brug

AABYBRO:Søndag var en skelsættende dag i Aabybro Golfklubs historie, da klubben med Gl. Torngaards flag- og stiftelsesturnering uofficielt tog golfklubbens seks nye huller og dermed den nye 18 hullers bane ved Høbækgaard i brug. Dermed er ventiden siden første spadestik til projektet blev taget 29. april 2003 forbi. Den officielle indvielse finder sted fredag 1. juli, og det vil være en mærkedag iAabybro Golfklubs forholdsvis korte historie. Den første standerhejsning i klubben fandt nemlig sted 4. april 1993. Og klubben har god brug for den mere plads og de nye udfordringer, da medlemstallet er steget støt de senere år til nu 900 medlemmer. Gennem klubbens begynderuddannelse har Aabybro Golfklub i perioden 2003 til 2005 fået 220 nye medlemmer. Selve søndagens match blev spillet i tre rækker med ikke færre end 104 deltagere, og spillernes tilbagemeldinger var, at den nye bane byder på både svære og spændende huller. Vinder af A-rækken blev Andy Madsen foran Kent Stoltze og Jon Buus. B-rækken blev vundet af Stefan Madsen. Niklas Krake blev nummer to foran Peter D. Kristensen. I C-rækken vandt Kristian Larsen foran Jens E. B. Nielsen, og nummer tre blev Peter J. Asmussen.