Ny AaB-keeper går glip af EM-slutrunde i Rumænien

AALBORG:Den nye målmand i AaB Håndbolds ligatrup, stortalentet Jannick Green, må blive hjemme fra EM i Rumænien, selv om han normalt deles om hvervet på U20-landsholdet med Niklas Landin Jacobsen fra GOG. I et stykke tid har Jannick Green haft problemer med ryggen, og U 20-landstræner Ole Nørgaard vælger på den konto at se bort fra ham til en krævende EM-slutrunde med otte kampe på to uger. I stedet er Kasper H. Larsen, Fredericia, udtaget som makker med Niklas Landin Jacobsen. Den tidligere AaB'er Matias Pape, der er skiftet til SønderjyskE, optræder i EM-truppen, der møder Slovakiet i den første kamp på fredag. abel