Fodbold

Ny AaB-keeper klar til gensyn

Skæv afslutning i Randers afløst af god start i AaB for Martin S. Jensen

Martin S. Jen­sen har spil­let tre be­ty­den­de kam­pe for AaB - her­iblandt den vig­ti­ge ude­kamp i bel­gis­ke Gent, hvor han kun lod en bold pas­se­re - dog ikke her, hvor den nye AaB-kee­per har et sik­kert greb om bol­den. Nu glæ­der han sig til gen­sy­net med Essex Park i Ran­ders.Foto: Scan­pix

Martin S. Jen­sen har spil­let tre be­ty­den­de kam­pe for AaB - her­iblandt den vig­ti­ge ude­kamp i bel­gis­ke Gent, hvor han kun lod en bold pas­se­re - dog ikke her, hvor den nye AaB-kee­per har et sik­kert greb om bol­den. Nu glæ­der han sig til gen­sy­net med Essex Park i Ran­ders.Foto: Scan­pix

AALBORG:Han kom - efter knap 200 kampe for klubben - skævt væk fra Randers FC, da den kronjyske klub her i sommer hentede Kevin Stuhr-Ellegaard, og Martin S. Jensen dermed pludselig fik en rolle som andenkeeper i udsigt. Men efter en del offentligt mundhuggeri med ledelsen i Randers, blev der indgået forlig. I aften kommer eks-Randers-keeperen så tilbage til Essex Park som målmand for modstanderholdet AaB. - Der var lidt ting, der gik galt. Men jeg har skrevet under på et papir, hvorefter jeg ikke må udtale mig til anden- eller tredjepart om min afgang. Det var lidt uheldigt, men jeg taler stadig væk med flere af holdkammeraterne og spiser også frokost med dem i ny og næ. Så det bliver specielt at løbe på banen dernede, konstaterer Martin S. Jensen, der har fået en forrygende start i AaB - bl.a. med en udnævnelse til bedste AaB’er i Nordjyske Stiftstidende efter kampen mod mestrene fra FC København. - Forhåbentlig får jeg en fornuftig modtagelse, når jeg er tilbage på Essex Park. Men jeg ved også, at fodbold kan være et ondt spil nogen gange, så der er måske også lagt lidt i kakkelovnen til mig, siger AaB’s nye keeper. Faldet godt til Han føler, at han allerede er faldet godt til i AaB. - Det er en fantastisk klub, og det er en god og forholdsvis ung trup. Jeg er lige pludselig blevet alderspræsident, griner den 34-årige fynbo. Sportsligt mener den rutinerede keeper også, at han har fået en fornuftig start. - Jeg ved godt, at jeg mangler lidt endnu for at være oppe i 100 procent. Men jeg er godt tilfreds. Jeg laver da stadig fejl i kampene. Men jeg har trods alt også kun trænet fire-fem gange med holdet, siger Martin S. Jensen. Han erkender, at der har været skæverter, når han har skullet sparke væk - specielt et par i Gent-kampen, men det er der en naturlig forklaring på. - Jeg har ikke trænet udspark. Grunden til det er, at jeg fik et riv i lysken under træning allerede den første uge, jeg var her. Siden har jeg døjet med en overbelastning i lysken. Jeg håber da, det var derfor, der var et par skæverter mod Gent - men det skal selvfølgelig ikke være nogen undskyldning, konstaterer Martin S. Jensen. Godt spil i feltet Han mener, at han kan tilføre AaB-mandskabet en god portion rutine. - Jeg kan forhåbentlig skabe ro på holdet. Og så synes jeg selv, at mit spil i feltet er en af mine forcer, selv om det også kan blive bedre, lyder det beskedent fra den nye AaB-keeper. Han er kun i AaB på en kontrakt frem til nytår. - Jeg har hele tiden sagt, at jeg er kommet herop for at hjælpe AaB ud af den målmandsknibe, de var havnet i. Så må vi så se, om jeg kan få et halvt år mere - eller man kan komme et helt andet sted hen. Lige nu er jeg bare utrolig glad for, at jeg kan hjælpe AaB. Så må vi så se hvad fremtiden bringer, lyder det fra AaB-målmanden. Martin S. Jensen vil ikke afvise en eventuel fremtid i Hobro, hvis han ikke får forlænget sin kontrakt med AaB til nytår. - Jeg har et par kammerater, der træner dernede. Men at jeg lige frem havde en aftale med Hobro er måske så meget sagt. Jeg havde snakket med dem, og det var en mulighed, hvis jeg valgte at trappe ned fra fodbolden og fik noget civilt arbejde ved siden af. Bøje (Larsen; Hobro-formand, red.) er en sympatisk og fin fyr, og hvis man kunne få det kringlet sådan, at man kunne træne målmænd samtidig med eller blive assistenttræner ved siden af, så kunne det godt være en mulighed, siger Martin S. Jensen. Foreløbig skal han udfylde pladsen efter Jimmy Nielsen i et halvt års tid. - Der er ingen tvivl om, at Jimmy har været en fantastisk målmand for AaB igennem mange år, og han har jo ikke misset nogen kampe på grund af skader. Så det er en tung arv at skulle løfte. Men det er ikke noget jeg går tænker over. Jeg er 34 år, så der skal mere til at slå mig ud. Ikke verdensklasse Martin S. Jensen havde bestemt ikke regnet med, at hans tidligere klubkammerater i Randers FC skulle have prædikat af tophold, da han forlod dem. - Nu har de jo også kun spillet to kampe. Jeg har set begge kampene, og jeg har også talt med spillerne dernede. Det har ikke været verdensklasse det de har lavet. Men man må jo sige, at når de har seks point efter to kampe, så er det jo tæt på verdensklasse, griner eks-Randerskeeperen. - De har et fantastisk hold med en blanding af ungdom og rutinerede spillere. Så det bliver en hård fight fra vores side af, hvis vi skal have point med derfra. Vi skal stå lige så godt på banen, som i de tre kampe jeg har været med i. Og så skal vi score på vores chancer. Jeg husker også, at Randers har haft godt fat i AaB både med sejr i pokalsemifinale og ikke mindst på Aalborg Stadion, så det bliver en svær kamp. Men jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for, at vi tager de tre point til AaB, konstaterer Martin S. Jensen med overbevisning i stemmen. Både for at vise dem i det kronjyske, at de ikke havde behøvet at hente en ny keeper ind, men også for at kæmpe for den forlængelse af Superligakarrieren, som et halvt år mere i AaB ville betyde.