Fodbold

Ny AaB-nedtur i eget hus

AaB's danske fodboldmestre fortsætter med at skuffe i SAS Ligaen. Foran 7191 tilskuere på Energi Nord Arena klarede holdet kun 1-1 mod AGF. Caca reddede lidt af den nordjyske ære med en flot scoring. Se billeder fra kampen her

Foto: Michael Bygballe

Foto: Michael Bygballe

Første halvleg var en rigtig langgaber, hvor AaB startede bedst og havde et par kvalificerede forsøg fra Thomas Enevoldsen. Det blev dog ikke til de helt store chancer, og da spillet ikke rigtig hang sammen forsøgte hjemmeholdet sig med lange bolde mod angriberne. Den primitive opskrift var der heller ikke succes med og efter 33 minutter var det i stedet AGF der var tæt på at bringe sig foran. David Devdariani sendte et hovedstød på stolpen men tilbagevendte Karim Zaza og resten af AaB-holdet slap med skrækken og kunne gå til pausen med 0-0. AaB's spil blev ikke bedre umiddelbart efter pausen, og det straffede AGF's Jacob Poulsen efter seks minutter. Han udnyttede en AaB-fejl, løb gennem forsvaret og passerede Karim Zaza. Dermed tydede meget på at AaB igen skulle gå fra banen uden en sejr. De danske mestre fik nemlig ikke lagt noget effektiv tryk på AGF. Heldigvis for AaB kunne Caca på egen hånd. Efter en ellers bleg indsats, tog han med et kvarter igen et par gode træk i AGF-forsvaret og loppede bolden over målmand Steffen Rasmussen. Det flotte mål gav hjemmeholdet et løft og det sidste kvarter, blev der lagt pres på gæsterne. Det forløsende mål kom dog ikke og dermed måtte AaB for niende kamp i træk gå fra banen uden en sejr. De bliver med det ene point på en syvendeplads i SAS ligaen.