Ny aftale gør det nemmere at tage passet fra fremmedkrigere

Regeringen og DF vil kunne tage pas fra fremmedkrigere uden dom og nægte deres børn dansk statsborgerskab.

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at man administrativt skal kunne frakende fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab, oplyser udlændinge- og integrationsministeriet.

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at man administrativt skal kunne frakende fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab, oplyser udlændinge- og integrationsministeriet.

KØBENHAVN:Regeringen og DF er blevet enige om nye regler, der skal gøre det muligt at fratage fremmedkrigere dansk statsborgerskab administrativt. Det betyder, at der ikke er behov for, at der kommer en domstol ind over.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.

- Jeg er meget tilfreds med, at regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at vi administrativt skal kunne frakende fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab, udtaler udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse.

- De her mennesker er draget i krig mod demokrati, frihed og alt det, som vi i Danmark står for, og de hører ingen steder hjemme i Danmark.

Regeringen og Dansk Folkeparti er også blevet enige om en ændring af indfødsretsloven.

Hvis en dansk statsborger, der er draget i krig for eksempelvis Islamisk Stat, får et barn på rejsen, skal barnet ikke fremover have dansk statsborgerskab. Det gælder altså ikke børn, der allerede er født.

Målet er at fjerne automatikken i, at børn, der bliver født i områder, hvor det er ulovligt at indrejse eller opholde sig, får dansk statsborgerskab, hvis deres danske forælder er indrejst ulovligt.

- Deres forældre har vendt Danmark ryggen, og så er der ingen grund til, at deres børn bliver danske statsborgere, udtaler Inger Støjberg.

Indfødsretsordføreren i Dansk Folkeparti, Christian Langballe, håber, at de nye skærpede regler kan være et "opråb til folk om, at de skal lade være med at rejse til terrorzoner".

- Jeg mener, at vi skal gøre alt for, at de ikke kommer tilbage til Danmark. De har jo fraskrevet sig enhver ret og enhver forbindelse til Danmark, og så er de utroligt farlige. Der gælder også et hensyn til det danske samfund, siger han.

Selv om der er flertal for aftalen, afhænger de nye regler af, om der også er flertal for de skærpede regler efter folketingsvalget, hvor lovgivningen skal vedtages.

Socialdemokratiet har siden sommeren efterlyst løsninger i forhold til syrienkrigere og statsborgerskaber.

Partiet ser frem til at få nogle løsninger på bordet fra ministeren senere på dagen, fortæller indfødsretsordfører Astrid Krag (S).

Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderede sidste år, at mindst 150 personer siden 2012 er rejst fra Danmark til Syrien og Irak. Omkring en tredjedel er kommet retur til Danmark.

PET vurderede også, at "nogle udrejste kvinder har medbragt børn til konfliktzonen, og nogle har fået børn dernede".

Godt 40 voksne fremmedkrigere befinder sig stadig i konfliktzonen, og ti af dem er fængslet, oplyste Pape på et samråd onsdag. De er ikke alle danske statsborgere. Resten er i Danmark, rejst til andre lande eller blevet dræbt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.