Ny aftale om sundhed på plads

Kommunen og regionen nærmer sig hinanden

Sundhedspolitik 9. september 2008 08:03

Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland kan snart præsentere en ny sundhedsaftale for Sundhedsstyrelsen. Den aftale, der oprindeligt blev lavet i marts 2007, levede på forskellige områder ikke op til Sundhedsstyrelsens krav, men ifølge formanden for Frederikshavn kommunes sundhedsudvalg, Per Nilsson, er der ikke noget at komme efter denne gang. - Vi har lavet et grundigt arbejde, som jeg er sikker på, at Sundhedsstyrelsen vil godkende, siger han. Sundhedsaftalerne mellem regionen og dens 11 kommuner er meget ens. Dog har enkelte kommuner udarbejdet aftaler med regionen på områder, som netop vedrører den enkelte kommune. For Frederikshavn Kommunes vedkommende betyder det en aftale om indsatser på kronikerområdet, hvor Frederikshavn Kommune i modsætning til regionens andre kommuner tilslutter sig aftaler om indsatser på områderne hjerte-kar, diabetes, KOL og demens. - Vi har også et ønske om, at regionen nedsætter et palliativt team på Hospice Vendsyssel i Frederikshavn, og vi har ønsket at få et sted, hvor psykisk syge kan henvende sig med akutte problemer - ikke en decideret skadestue, men i hvert fald et sted, hvor man kan henvende sig døgnet rundt, siger Per Nilsson. Desuden vil Frederikshavn Kommune gerne have en højere andel af genoptræning i kommunalt regi, ligesom kommunen ønsker bedre aftaler for brugerne i forhold til udlån af hjælpemidler. Byrådet i Frederikshavn og regionsrådet skal godkende den samlede aftale inden oktober, og herefter vil Sundhedsstyrelsen vurdere og - formentlig - godkende aftalen, der dybest set har til formål at sikre borgerne en høj kvalitet på sundhedsområdet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...