Ny aftale: Slut med betalt orlov til lokalpolitikere på ferie

Reglerne bliver mere rimelige, når lokalpolitikere fratages retten til fuld løn under orlov, siger partier.

KØBENHAVN:Det vil ikke længere være muligt for hverken byråds- eller regionsrådspolitikere at gå på frivillig orlov og samtidig modtage løn. Det skriver DR Nyheder.

I efteråret 2019 kunne DR Nyheder fortælle om knap 200 eksempler på lokalpolitikere, der siden 2018 har været på frivillig orlov med fuld løn, hvilket var helt efter reglerne.

Det er slut nu, har regeringen, Venstre, De Radikale, De Konservative og SF besluttet.

- Jeg tror ikke, der er nogen i verden, der forstår logikken i, at man stadig modtager løn, hvis man frivilligt frasiger sig sit arbejde.

- Så for at højne tilliden til politikerne og gøre det mere rimeligt, laver vi nu reglerne om, siger SF's gruppeformand, Jacob Mark, til DR Nyheder.

Det var blandt andet sager med lokalpolitikere, der har været været på rundrejse i tre måneder i Asien, der fik debatten til at blusse op.

Andre har været på en måneds sejltur i Caribien eller en bjergvandring i Nepal i 1,5 måned.

Alt sammen på betalt orlov fra kommunen eller regionen.

Men der har også været også eksempler på, at lokalpolitikere har været på lønnet orlov, mens de har ført valgkamp, haft travlt med andet arbejde, er flyttet eller været syge.

Folketingspartierne er også enige om at ændre reglerne, så byrådspolitikere ikke længere kan gå på sygeorlov med løn uden at dokumentere sygdommen.

For fremtiden skal de ligesom alle andre på arbejdsmarkedet kunne vise en lægeerklæring.

Ifølge social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) ændres reglerne nu, så de bliver mere "rimelige". Det er også, hvad flere lokalpolitikere har ønsket, påpeger hun.

- Ingen kan forsvare, at en politiker får vederlag, når man er på jordomrejse, eller at man ikke skal dokumentere sygdom, som de fleste andre skal.

- Derfor strammer vi reglerne, så de bliver mere rimelige. Det bliver klare regler, der også kan administreres i praksis, siger hun til DR Nyheder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.