Turisme

Ny aftale vil få kinesiske turister til Europa

Kina og EU har underskrevet, som kan føre til et boom af kinesiske turister i Europa. Aftalen vil gøre det nemmere for kinesere at få turistvisum til de europæiske lande, oplyser det franske nyhedsbureau AFP. Ifølge notatet træder aftalen i kraft allerede før sommerferien, og det gør det muligt også at udstede visum til grupperejser i stedet for som i dag kun til individuelle rejsende - som i sig selv er svært for en kineser at få. Med de nye regler forudser turistbranchen, at Europa kan forvente omkring 100 millioner flere kinesiske turister inden 2020. Det vil give de europæiske lande en indtjening i milliardklassen, og det vækker glæde i EU. - Vi glæder os til at se flere kinesere i Europa, og jeg håber, mange vil benytte sig af muligheden for at rejse. Det vil få Kina og Europa til at forstå hinanden bedre, siger EU's udenrigskommissær, Chris Patten. Kinesernes lyst til at komme til europæiske lande har på trods af de komplicerede visumregler været stor i de senere år. Omkring 650.000 kinesere besøgte kontinentet i 2002. Det tal ventes at stige betragteligt med de nye regler. Der har i den seneste tid været stor fokus på kinesere, der arbejder illegalt i europæiske lande. For få uger siden druknede 19 kinesiske muslingesamlere i Storbritannien. Det har fået spørgsmålet om immigration på banen. - Det næste skridt er at øge vores samarbejde om illegal immigration, udtaler Chris Patten. I aftalen om de lempede visumregler har Kina indvilget i at modtage alle turister, der måtte overskride visumtiden. /ritzau/AFP