Pædofili

Ny anmeldelse i misbrugssag fra Brønderslev

Far anmelder varetægtsfængslet 78-årig for misbrug af to børnebørn.

Nordjyllands Politi modtog i går en ny anmeldelse mod en 78-årig mand for sex-misbrug. Manden blev i fredags ved retten i Hjørring varetægtsfængslet sammen med tre andre mænd for sexmisbrug af en kun 10-årig pige fra Brønderslev. Den 78-årige er oldefar til den 10-årige. Anmeldelsen går på, at den 78-årige også skulle have sexmisbrugt sine to børnebørn, to drenge på henholdsvis 11 og 9 år. Politiinspektør Verner Holm bekræfter anmeldelsen og oplyser til NORDJYSKE, at den nye anmeldelse vil blive inddraget i den samlede sag mod den 78-årige. Da sagen kører for lukkede døre, ønsker politiinspektøren ikke at udtale sig nærmere om den konkrete sag, men han siger, at det generelt er sådan i sager om misbrug af børn, at når der først er gået hul på bylden, kommer der flere anmeldelser, og det vil Verner Holm ikke udelukke også bliver tilfældet i denne sag. - Vi har et godt samarbejde med kommunerne i disse sager, og vi videoafhører børnene, når de er parate til det, siger Verner Holm. I mellemtiden drager kommunerne omsorg for børnene. Og der kan ofte gå lang tid, før børnene er i stand til at fortælle, hvad der er sket. Men når først misbruget er anmeldt, er vi i dialog med børnene. - Rent fysisk kan de virke helt normale, mens det psykiske har fået et ordentligt knæk. De har svært ved at tale med andre voksne, fordi de totalt har mistet tilliden til de voksne, de skulle have tillid til, men som har krænket dem, fortæller Verner Holm. Den drevne politimand fortæller, at der kan gå år, før børnene fortæller, hvad der nøjagtigt er sket. - Jeg har været ude for, at misbrugte børn har henvendt sig igen, når de er blevet 26-27 år gamle, for at fortælle, hvad der virkelig er sket. Det har de gjort, fordi oplevelsen har plaget dem gennem mange år, og de derfor skal have luft for at komme videre i livet, siger Verner Holm.