Lokalpolitik

Ny ansøgning afsted omgående

Optimisme efter Orla Havs opfordring til cykelsti-arbejdsgruppe

FJERRITSLEV:Glæde og ny optimisme er brudt ud i arbejdsgruppen bag cykelstiprojektet i Kettrup-Gøttrup efter gårsdagens opfordring fra amtsborgmester Orla Hav (S). Han foreslog, at gruppen og Fjerritslev Kommune i fællesskab indsender en fornyet ansøgning til Nordjyllands Amt om 310.000 kr. i støtte til den sidste del af cykelstiprojektet, der går fra Husby Hole til Vejlerne. Det sker efter at amtets udvalg for teknik- og miljø har vendt tommelfingeren nedad for ansøgningen, fordi der ikke er penge nok til den type projekter på cykelstikontoen. Nu sendes ansøgningen efter Orla Havs opfordring i stedet til økonomiudvalget, hvor han har lovet at se velvilligt på sagen. - Vi er meget glade for den oplysning, og vi sender straks en ny ansøgning med understregning af det lokale engagement i projektet og betydningen for turismen, siger borgmester Otto Kjær Larsen (V). - Jeg har fået at vide, at den ikke kan nå at komme på amtets økonomiudvalgsmøde på mandag, men det kan den på næste mandag, og det betyder vi kan få den i byrådssalen til vores martsmøde. Det er godt, for arbejdsgruppen er forståeligt nok ved at være utålmodig og vil gerne i gang, siger borgmesteren. Det samlede cykelstiprojekt er budgetteret til 4,2 mio. kr., og heraf er de godt 3,8 mio. i hus. Pengene fra amtet - hvis det lykkes at få dem hjem - skal bruges til en grusbelagt cykelsti langs Bygholmvejlevej på strækningen fra Gøttrupholmevej til besøgscenteret ved Centralslusen.