Danmark

Ny app: Hvad er din bolig værd?

I løbet af 24 timer kan du få et bud på, hvor mange penge du kan forvente at få for din ejerbolig

Colourbox

Colourbox

DANMARK:Noget af det man som boligejer nok er mest nysgerrig efter at vide, er, om boligen holder prisen. Altså om den er steget i værdi, eller om der er tabt penge på boligkøbet.

Svaret kan en helt ny app give.

Det er Nybolig, der har begivet sig ind på app-markedet med den nye app, der ved hjælp af en række oplysninger kan give et bud på, hvad man kan forvente at få for sin bolig, hvis man sætter den til salg.

Udregnes af lokal ejendomsmægler

Appen hedder BoligVærdi, og den er udgivet af ”Nykredit Mægler”. I den skal man indtaste sit telefonnummer og adresse, tage op til 10 fotos af sin bolig og trykke på send-knappen.

Herefter får man inden for 24 timer et estimat, der er udregnet af en lokalkendt ejendomsmægler.

Værdien udregnes ved, at mægleren dels trækker på sit lokalkendskab, men også vurderer de indsendte fotos. I vurderingen inddrages også en lang række offentligt tilgængelige oplysninger om ejendommen og området, boligen ligger i.

Nyboligs direktør, Lene Qvist tror, at app’en kan blive meget populær.

Hun peger på, at ideen er unik, for ingen andre tilbyder noget tilsvarende.

- Man kan google mange ejendomsoplysninger, men kun gisne om værdien af sin bolig. Med BoligVærdi kan man for første gang via en app få en kvalificeret, estimeret værdi udregnet af en professionel ejendomsmægler med et detailkendskab til lokalområdet, siger hun.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.