Ny appel fra politiet om revolver og pistol efter drab på 16-årig

Sverige er interessant for politiet, der efterforsker nedskydningen af Servet Abdija i København.

Københavns Politi har offentliggjort billeder af de våben, der blev anvendt ved drabet på Servet Abdija på Nørrebro i København, 16. oktober 2017. Den viste pistol er en Zastava. Foto: Politifoto/Ritzau Scanpix

Københavns Politi har offentliggjort billeder af de våben, der blev anvendt ved drabet på Servet Abdija på Nørrebro i København, 16. oktober 2017. Den viste pistol er en Zastava. Foto: Politifoto/Ritzau Scanpix

Godt ti henvendelser har politiet foreløbig fået om en revolver og en pistol, som blev brugt til drabet på en 16-årig dreng i København sidste efterår.

- Det har ikke givet noget afgørende nyt, siger politikommissær Hans Erik Raben torsdag. Han gentager appellen om hjælp:

- Det er meget vigtigt, at vi får oplysninger. Hvis man ønsker at være anonym, kan vi finde en løsning på det, siger politikommissæren.

Siden Københavns Politi tirsdag frigav oplysningen om, at man havde fundet de to våben, som maskerede mænd på klos hold affyrede mod Servet Abdija i oktober sidste år, har politiet håbet på informationer og tip.

De kan for eksempel handle om, at hvornår de to våben blev solgt og købt. Hvem der efterspurgte dem, og hvor de eventuelt blev gemt.

Revolveren er af mærket Colt, og pistolen er en Zastava. Sidstnævnte blev fremstillet for 30 år siden, og revolveren er endnu ældre.

- Vi er godt klar over, at de nok har været gennem mange hænder gennem tiden, siger politikommissær Hans Erik Raben.

Politiet vil ikke røbe, hvor eller hvornår de to våben blev fundet. Analyser har vist, at de blev anvendt, da maskerede mænd affyrede i alt seks skud mod Servet Abdija, da han 16. oktober om aftenen vendte hjem til familiens lejlighed i Ragnhildgade.

Sverige er interessant for efterforskerne - og det gælder såvel våbnenes vej frem til drabsmændenes hænder og selve nedskydningen af den 16-årige.

Derfor er også svensk presse blevet orienteret om fundet af de to våben.

Servet Abdijas forældre har albanske og makedonske rødder. Han blev begravet i Makedonien, hvor flere end 2000 mennesker ifølge TV2 Lorry deltog i ceremonien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden