Ny asfalt er på vej til 57 hullede veje

Efter tøvejr er tiden inde for reparationer, som langt fra er på sidste vinters niveau - endnu.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Brådalvej mellem Visse og Nøvling er nogen steder nærmest knækket på midten.

Efter i snart to måneder at have været dækket af sne og is, er vejenes asfalt efter en periode med tøvejr og regn atter tilgængelig, og det har sat gang i arbejdet med at udbedre de skader, der er registreret hidtil. Foreløbig har kommunens driftsafdeling bestilt reparationer af asfalten på 57 veje rundt om i kommunen. Efter planen skal skaderne være repareret på fredag. I langt de fleste tilfælde er der tale om såkaldte slaghuller. - Slaghuller dannes typisk ved, at frosten får vejene til at skyde ryg, og denne hævning af vejene bliver ofte til et slaghul, fordi trafikken kører asfalten i stykker, siger afdelingsleder Henrik Jess Jensen, trafik og veje i Aalborg Kommune. Ikke nær så galt som sidste år Bortset fra at konstatere, at der er en del slaghuller, finder afdelingslederen det alt for tidligt at komme med en mere generel vurdering af omfanget af vinterskader på vejnettet. - På nuværende tidspunkt ser det ikke nær så galt ud som sidste forår, men vinteren er jo heller ikke slut endnu, siger han. Og det er først, når frosten endeligt har sluppet sit tag i vejbelægningen og det nedenunder, at skadernes omfang nærmere kan gøres op. Ifølge afdelingslederen vil asfalten en del af de steder, hvor den er løftet i vejret af frosten, vende ubeskadiget tilbage til sit tidligere niveau. Hurtig udbedring af skader - Veje, der på den måde sætter sig, kan stadig være rimeligt holdbare, men nogle steder vil der opstå lunker i asfalten, fordi den er blevet undermineret af smeltevand, og så skal der ny asfalt på, siger Henrik Jess Jensen. Af hensyn til trafikanterne tilstræber man fra kommunens side en relativ hurtig udbedring af skaderne. - Fordi der ellers kan ske skade på køretøjerne, siger afdelingslederen, der kan fortælle, at kommunen kun i begrænset grad får henvendelser fra borgere, der har fået skader på køretøjet efter at være kørt i et hul i asfalten. Mange borgere henvender sig Til gengæld henvender mange sig til kommunen for at gøre opmærksom på huller i asfalten. Dagligt drejer det sig om 20-30 stykker. - Vi har oplevet på en time at få tre henvendelser om det samme hul, siger afdelingslederen. Efter sidste vinter blev der repareret huller og andre skader på asfalt for 10 millioner kroner udover, hvad der var afsat i budgettet. Overforbruget blev finansieret ved udskydelse af nye slidlag på et antal slidte veje.