Ny behandling kan give livet tilbage

Man bør ringe 112 med det samme, fastslår overlæge

Karsten Vestergaard: Omkring 12.000 danskere får hvert år en blodprop i hjernen. Foto: Jens Morten.

Karsten Vestergaard: Omkring 12.000 danskere får hvert år en blodprop i hjernen. Foto: Jens Morten.

AALBORG:Så godt som alle ringer 112 med det samme, hvis de har fået en blodprop i hjertet. Sådan bør det også være, hvis man har fået en blodprop i hjernen. Det fastslår Karsten Vestergaard, overlæge på Neurologisk afdeling på Aalborg Sygehus. - En ny behandling med effektiv blodfortyndende medicin gør det muligt for mange flere at klare sig godt igennem en blodprop i hjernen. Men for at få gavn af behandlingen er det altafgørende, at patienten får medicinen senest tre timer efter blodproppen, og derfor skal patienten være på Aalborg Sygehus senest to timer efter blodproppen, forklarer Karsten Vestergaard. I dag er det imidlertid helt almindeligt, at mange vælger i dag at se tiden an, når de føler sig lammet i den ene side af kroppen, for de er ikke klar over, at deres ubehag skyldes en blodprop i hjernen. - Derfor er det meget vigtigt at understrege, at hvis man har symptomer i form af en lammelse i den ene side af kroppen, kan det skyldes en blodprop i hjernen. I den situation bør man straks ringe 112 efter en ambulance, understreger Karsten Vestergaard. Hurtig udrykning Den nye behandling kan nemlig i hele Nordjylland kun gives på Aalborg Sygehus, så det kræver en hurtig ambulanceudrykning, hvis patienten skal nå at være på sygehuset senest to timer efter blodproppen. - Med den nye blodfortyndende medicin kommer mange flere patienter godt igennem en blodprop i hjernen, da medicinen opløser blodproppen og skaderne i hjernen bliver derfor meget mindre, forklarer Karsten Vestergaard, der sammen med sin kollega Bo Traberg Kristensen er ansvarlig for at introducere den nye behandling i Nordjylland. Førhen var det gængse behandlingstilbud ved blodprop i hjernen en kombination af overvågning og en magnyl, der også virker fortyndende på blodet. Dertil kommer den efterfølgende genoptræning, for en blodprop i hjernen er en meget alvorlig ting. Varige mén Mange dør af blodproppen, og af dem, der overlever en blodprop i hjernen, får langt de fleste varige mén. Det er typisk i form af lammelse og talebesvær. Mange kommer faktisk aldrig til at gå igen. Mellem 30.000 og 40.000 danskere lever i dag med varige mén som følge af en blodprop i hjernen. Og hvert år kommer mange flere til, for blodprop i hjernen er en af de helt store folkesygdomme. Omkring 12.000 danskere får hvert år en blodprop i hjernen, og af dem, der overlever, er det kun en fjerdedel, som kommer sig helt, forklarer Karsten Vestergaard. - Netop fordi blodprop i hjernen er en sygdom, der rammer mange og blodproppen ofte har meget alvorlige følgevirkninger, er vi meget glade for at kunne tage den nye behandling i brug, siger Karsten Vestergaard. Den nye behandling med blodfortyndende medicin er udviklet i USA og er allerede i dag et rutinetilbud til patienter med blodprop i hjernen i både Norge og Sverige. Herhjemme er behandlingen først nu ved at blive introduceret som en forsøgsbehandling enkelte amter - bl.a. Nordjylland, og Sundhedsstyrelsen har derfor endnu ikke givet grønt lys for, at den nye behandling, som af lægerne kaldes trombolysebehandling, bliver et landsdækkende tilbud. - Vi var været ret langsomme herhjemme med at indføre den nye trombolysebehandling i forhold til vores nabolande, og det har ført til, at to danske patienter andre steder i landet for nyligt har fået tilkendt en million erstatning, da de ankom på sygehuset så hurtigt, at de kunnet have haft gavn af trombolysebehandlingen. Men da behandlingen jo endnu ikke var taget i brug på de danske sygehuse, nyttede det jo ikke noget, at patienterne mødte tidligt op, fortæller Karsten Vestergaard. Døgnberedskab Siden de nordjyske læger i efteråret forsigtigt åbnede for den nye behandling, er knap en snes nordjyder med blodpropper i hjernen blevet behandlet med den nye blodfortyndende medicin. Da det jo er altafgørende for behandlingens succes, at patienterne får den nye medicin senest tre timer efter blodproppen, har lægerne på den neurologisk afdeling på Aalborg Sygehus indført et døgnberedskab, så de altid kan kontaktes. Erfaringerne med det nye behandlingstilbud er gode, og efterhånden som muligheden for den nye behandling bedre kendt, vil flere og flere kunne blive behandlet med den nye blodfortyndende medicin. Men det vil næppe blive en behandling, som alle med blodpropper i hjernen kan få som følge af den strikse tidsfaktor. - Det er en kompliceret behandling, der skal udføres af speciallæger og derfor vil det næppe blive en behandlingsmulighed, der kan gives på mindre sygehuse. I Nordjylland vil det formentlig også i fremtiden kun være en mulighed på Aalborg Sygehus, og for at nå frem til tide, er det nødvendigt at mange flere nordjyder er bevidste om, at de skal ringe 112, hvis de pludselig har lammelser i den ene side af kroppen, fastslår Karsten Vestergaard.