HJALLERUP:Torsdag havde 54-årige Søren Vallentin første arbejdsdag i Hjallerup Rideklub, hvor han tiltrådte som klubbens ny berider.
- Jeg er lige landet her og er ved at finde ud af, hvordan tingene ser ud, fortalte han.
Søren Vallentin kommer fra en stilling på Vilhelmsborg i Aarhus, Danmarks Nationale Hestesportscenter, hvor han både var berider og havde andre opgaver. For Dansk Varmblod stod han for deres afprøvninger af hopper og hingste, og for Dansk Rideforbund arbejdede han med uddannelse af beriderelever, som har skoleforløb på Wilhelmsborg.
Han har også haft mange beriderelever de steder, hvor han har arbejdet.
- Jeg må have en dansk rekord i at have uddannet flest beridere. Jeg har haft næsten 30 igennem, siger han.
Blandt de mere kendte er Andreas Helgstrand, der har redet OL.
Søren Vallentin kender landsdelen, da han har været berider i Sportsrideklubben Aalborg i 20 år. Det var derfor ikke fjernt for ham at flytte nordpå.
- Vi har været heroppe i mange år i Aalborg, og vi kan godt lide Nordjylland og har altid sagt, at vi gerne ville tilbage, hvis vi fik chancen. Og det fik vi så, fortæller han.
Stillingen i Hjallerup giver ham også mulighed for at fokusere mere.
- Her kan jeg mere koncentrere mig om hestene og rytterne, før havde jeg mange andre funktioner også, siger Søren Vallentin.
Søren Vallentin har tidligere deltaget i internationale konkurrencer i både spring og dressur, ligesom han har undervist ryttere på Grand Prix niveau.
I dag er hans fokus på at træne og uddanne heste og ryttere.
Søren Vallentin tilbyder også, at folk kan have heste i ridning hos ham i rideklubben, hvor han også har beriderelev Charlotte Kjær Jacobsen til at hjælpe sig. Hun er femteårs-elev og er nu vendt tilbage til Hjallerup Rideklub, hvor hun også tog de første par år af sin uddannelse. Der er desuden flere undervisere tilknyttet rideklubben på freelance-basis.
Torsdag aften var der indbudt til reception for den ny berider - der aftenen før havde haft afskedsreception i Aarhus.
Familien har planer om at bosætte sig i området.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.