Teater

Ny bestyrelse for Folketeatret

Teaterudvalget i Hovedstadens Udviklingsråd har udpeget fire nye medlemmer til den ny bestyrelse på et af landets ældste teatre, Folketeatret i København. Den nuværende bestyrelse med Bent Knie-Andersen som formand besluttede tidligere i år at trække sig tilbage med udgangen af denne sæson. Beslutningen var en konsekvens af længere tids uro på grund af teatrets økonomi. De nye bestyrelsesmedlemmer er adm. direktør Henriette Blix, skuespiller Malene Schwartz, advokat Christian W. Scherfig og konsulent og teaterproducer Jacob Kielland. De suppleres af et medlem af personalet, som udpeges senere. Teaterchef Henning Sprogøe fortsætter som daglig leder af Folketeatret. /ritzau/