Ny bestyrelse sætter skub i klubben

HK 89-Båndbyerne har både fremgang af spillere og nye tiltag

STORVORDE:En ny bestyrelse, som trådte til før sommerferien, har pustet ny energi i håndboldklubben 89-Båndbyerne. Bestyrelsen vil have mere styr på, hvem der gør hvad, og der skal flere sociale krydser i kalenderen. Derfor holdt klubbens ledere, trænere og bestyrelse tidligere i denne uge møde med to konsulenter fra Jydsk Håndbold Forbund. Det var ikke et krisemøde, som NORDJYSKE skrev forleden, men et møde om klubbens fremtid. - Konsulenterne fra forbundet kan både hjælpe os med at komme videre med det sportslige og det organisatoriske, siger bestyrelsens formand, Jan Jensen og tilføjer: - Det er både den nye bestyrelse, trænere, holdledere og så sandelig også forældrene, der er med i udviklingen. Vi er en klub i fremgang. Bestyrelsen har lavet en tidsplan for forbedringerne. Den går ind til jul. Der arbejdes på at få beskrevet de arbejdsopgaver, der er i klubben, så bestyrelsesmedlemmer, trænere og holdledere ved, hvad de har ansvar for. Trænerne skal på kurser, og målsætningen for klubbens hold er beskrevet, så trænerne kan finde hjælp til, hvad børnene skal lære, og hvornår de skal det. - For eksempel skal microspillerne træne kaste- og gribeøvelserne, mens man begynder at øve hopskud som lilleputter, siger Jan Jensen. At arbejdet nytter kan Jan Jensen læse på klubbens egen hjemmeside. - På vores gæstebog er der kommet indlæg fra forældre, som skriver, at det er dejligt, at der begynder at ske noget i klubben, siger han og gør opmærksom på, at HK 89 er en meget social klub, så det er ikke kun det sportslige, bestyrelsen arbejder med. Et af klubbens nye sociale tiltag er en årlig standerhejsning. I år havde klubben besøg af Heidi Astrup, Rikke Nielsen og træner Christian Dalmose fra Aalborg DH's ligahold. Det er ikke kun i aktiviteterne, at klubben mærker fremgang. - Vi har tilgang af spiller på seniorholdene, og der er stor tilgang til de mindste hold. Der er et lille frafald på pigesiden men hovedsageligt fremgang, siger Jan Jensen.