Ny børnehave i Hune

Forældre klar med ny privat pasning efter lukning af Hune Friskole og Naturbørnehave.

Skolevæsen 24. november 2011 07:08

De unge forældre i Hune-Blokhus har ikke ligget på den lade side efter det for en uge siden stod klart, at Hune Friskole og Naturbørnehave ikk e kunne reddes fra en lukning. De er klar med en ny privat børnehave, som åbner 1. december med mindst ti børn. - Vi er en gruppe forældre, som ikke ville acceptere, at børnehaven skulle lukke. Børnehaven har været velfungerende og kan klare sig selv. Derfor har vi arbejdet hurtigt og er nu klar med en ny privat pasningsordning, fortæller Merete Hansen, som er med i den ny bestyrelse for den ny pasningsordning. Den får til huse i samme bygning, hvor den nu lukkede børnehave holdt til. - Vi lejer os ind i samme bygning, og heldigvis er der også fra ejerne stor opbakning til vores initiativ, siger Merete Hansen. Hun fortæller, at gruppen bag den ny børnehave har mødt stor opbakning fra lokalområdet. - Vi har netop holdt et møde med mange unge familier. Det var et rigtig dejligt møde, hvor der var tilsagn om at ville benytte børnehaven, siger Merete Hansen. Hun tilføjer, at den ny børnehave skal køre med samme pædagogiske koncept med fokus på naturen som den nu lukkede institution. Etableringen af den ny børnehave foregår i et tæt samarbejde med Daginstitutionernes Lands-Organisation, som er en service- og interesseorganisation for bestyrelser og forældrebestyrelser i selvejende, kommunale og private dagtilbud. Merete Hansen fortæller, at der er 10 børn, når den ny børnehave åbner 1. december og 12 pr. 1. januar. Der er plads til 26. - Vi er overbeviste om, at vi nok skal få tilstrækkeligt med børn efter opstartsfasen, siger Merete Hansen. I bestyrelsen sidder desuden Tabita Villadsen, Poul Højen og Jens Brandt. Det bliver en festdag i Hune-Blokhus når børnehaven åbner. Borgerforeningen sørger for flagalle og den lokale bager i Hune sørger for friskbagte boller.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...