Aalborg

Ny børnehave i park

Placering i et hjørne af Karolinelund i Aalborg kaldes et aktiv for hele byen

Karolinelund bliver i forvejen brugt til et væld af brugerstyrede aktiviteter - som her hvor der køres pumptrack - og det vil en ny børnehave i parken også kunne bidrage til, mener familie- og socialudvalget. Arkivfoto

Karolinelund bliver i forvejen brugt til et væld af brugerstyrede aktiviteter - som her hvor der køres pumptrack - og det vil en ny børnehave i parken også kunne bidrage til, mener familie- og socialudvalget. Arkivfoto

AALBORG:Planerne om en ny børnehave i midtbyen - gerne i et hjørne af Karolinelund - kan blive et aktiv for hele byen. Det mener rådmand for familie og beskæftigelse Mai-Britt Iversen (S).

Foreløbig er der ganske vist ikke truffet endelig afgørelse om placeringen af den ny daginstitution, men familie- og socialudvalget drømmer om, at den kan komme til at indgå som en del af aktiviteterne i den ny bypark.

- Det vil for eksempel være oplagt at lave en legeplads, som er så god, at den kan blive et tilløbsstykke. Ikke bare for børnene i institutionen - men også for byens borgere, forklarer hun.

Ifølge Mai-Britt Iversen er der i dag flere og flere børnefamilier, som vælger at blive boende i midtbyen eller flytter ind i de store nye lejligheder i området, og derfor haster det også med at finde en løsning.

- Byrådet har allerede afsat 14 mio. kroner til projektet, så for min skyld må det gerne gå hurtigt. Men der skal selvfølgelig laves en lokalplan først, forklarer hun.

Den ny daginstitution får plads til 80 børn, og lykkes det at få den placeret i Karolinelund, vil børnene også kunne benytte sig af nogle af parkens andre aktiviteter.

- Det kunne f.eks. være de skulle ud og spille petanque eller på en lille udflugt rundt til nogle af parkens andre brugerstyrede tilbud. Det er i hvert fald oplagt, mener Mai-Britt Iversen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.