Ny bog om dyrene i zoo

Forfatterens børn var prøvekaniner

Dyr 12. juni 2003 08:00

AALBORG: Det er ganske praktisk at have to børn på fem og otte år ved hånden, når man skriver en børnebog. Så Søren Refstrup Sørensens børn har allerede flere gange hørt "Børnenes bog om dyr i zoo", som Aalborg Zoo netop har udgivet. Søren Refstrup Sørensen arbejder til daglig som formidler i havens skoletjeneste. Oprindeligt er han uddannet skolelærer. - Vi har længe haft en idé i skoletjenesten om, at vi ville lave en bog for børn. Og så blev det altså mig der gik i gang, fortæller Søren Refstrup Sørensen. - Når man selv har børn, og når man i det daglige arbejder med formidling til børn, så får man en idé om, hvad der er godt, og hvad der er knapt så godt. Han har naturligvis trukket på den viden, han har oparbejdet om børn, og hvad de synes er spændende, i forbindelse med bogen. Der er blevet plads til omtaler af 15 dyr. De mest indlysende - som elefanten og løven - er med, men der er også blevet plads til mere ukendte dyr som f.eks. fossaen, myreslugeren og dværgflodhesten. Dyr der alle er at finde i Aalborg Zoo, og det er da også de lokale dyr, der optræder som fotomodeller. Hvert dyr bliver præsenteret på et opslag, og udover en gennemgang af dyret, er der en lille sidehistorie som enten har sit udspring i naturen eller i Aalborg Zoo. F.eks. er der en lille historie om Charlie, verdens ældste orangutang, på opslaget om de store aber. - Der får jeg også puttet lidt faglig viden ind. F.eks. om hvorfor dyr bliver så meget ældre i fangenskab end i naturen, siger Søren Refstrup Sørensen. Det skyldes, at de får bedre mad, de får besøg af dyrlægen, hvis de er syge, og de har ingen fjender, kan man læse sig til. Han forestiller sig at mange af skolerne i Aalborg vil købe bogen, og have den som klassesæt, der kan bruges inden besøg i haven. Men den kan også købes af forældre eller bedsteforældre, inden de bevæger sig ind i haven. På den måde har de en opslagsbog ved hånden, når de svære spørgsmål dukker op. Endelig er bogen god at have, når man har været i zoo. Så kan man sammen sidde og mindes, og se billeder af og høre historier om, nogle af de dyr, man så. Bogen er på 36 sider. Den koster 79 kroner og kan købes i Zoo-butikken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...