Hemmelige optagelser: Ny bog udpeger en ny mistænkt til Palmemordet

Bogen "Stieg Larssons arv" fremsætter en ny, mulig forklaring til mordet på den svenske statsminister i 1986.

Ritzau
Personer på den yderste højrefløj kan have været involveret i mordet på den svenske statsminister Olof Palme i 1986, lyder det i en ny bog om sagen, som blandt andet baserer sig på research fra Stieg Larsson. Billedet er et arkivfoto af Olof Palme. Foto: Tobbe Gustavsson/Tt/Ritzau Scanpix
Drab 5. november 2018 02:44 - Opdateret 5. november 2018 09:02

STOCKHOLM: En ny bog hævder at have nøglen til mordet på Olof Palme og udpeger en ny mistænkt i sagen.

Det skriver Jyllands-Posten mandag.

Bogen "Stieg Larssons arv - Nøglen til Palmemordet", der er skrevet af Jan Stocklassa, fremsætter en ny, mulig forklaring på det uopklarede mord på den svenske statsminister Olof Palme i 1986.

Bogen har været otte år undervejs og udkommer i 50 lande. De nye oplysninger i bogen er blevet videregivet til politiet.

Den baserer sig blandt andet på journalist og succesforfatter Stieg Larssons research. Han arbejdede frem til sin død i 2004 ihærdigt på at løse Palme-mordet.

I jagten på en opklaring på det uløste mord har Stocklassa fået adgang til Stieg Larssons arkiv fyldt med papirer om den svenske højrefløj, som befinder sig på en hemmelig adresse.

Ekstrem højrefløj

Stieg Larsson, der er kendt for Millennium-trilogien, har tidligere været en af Sveriges fremmeste researchere om højrefløjen i landet.

I en tid før internettet brugte han langsommelige metoder. Eksempelvis infiltrering i miljøerne, observationer af møder og sammenholdelse af postboksnumre til at kortlægge, hvem der var en del af den ekstreme højrefløj.

Der eksisterede dengang et udbredt had mod den socialdemokratiske Olof Palme på den yderste svenske højrefløj.

En af de mest fremtrædende Palme-hadere var en nu afdød læge, som skrev både bøger, artikler og annoncer mod Palme. Og derudover en ung mand, der kaldte sig Rickard, som arbejdede for lægen i 15 til 18 år.

Elektronisk overvågning

Ifølge Stocklassas bog har Rickard sandsynligvis været på gerningsstedet og muligvis været den, der skød Palme.

Derudover har Palmehaderen Alf Enerström, som havde stor indflydelse på Rickard, også muligvis været på gerningsstedet, lyder det i bogen.

Stocklassa har selv foretaget nye interview, udført elektronisk overvågning og hemmelige optagelser.

Derudover har han i samarbejde med en kvindelig amerikansk journalist benyttet sig af kvindelig tiltrækningskraft for at samle nye informationer fra Rickard selv.

Han forsvarer metoderne med, at Palme-mordet har "stor almen interesse", skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...