Terrorisme

Ny bombe i det sydlige Filippinerne

} ZAMBOANGA: En person blev dræbt og 16 såret, da en bombe i går eksploderede blandt en gruppe katolikker i den urohærgede sydfilippinske by Zamboanga. Det var det tredje bombeangreb på fire dage og det andet i Zamboanga, hvis 700.000 indbyggere, der er overvejende kristne, befinder sig i centrum af et område, hvor muslimske oprørere kæmper for løsrivelse. Søndagens bombe ramte et udendørsarrangement for folk, der ville bede til byens skytshelgen. Ifølge politiet var bomben gemt på en efterladt cykel nær bedestedet. Sidste søndag blev en bombe opdaget samme sted i tide til, at den kunne uskadeliggøres. Islamiske fundamentalister fra gruppen Abu Sayyaf menes at stå bag bombeangrebene. Sidste torsdag blev byens største marked ramt af en eksplosion, som dræbte syv mennesker og sårede over 160. Fredag blev to dræbt og 20 såret af en bombe i Manila. /ritzau/AFP