EMNER

Ny borgerkrig brudt ud - tusinder på flugt

TRINCOMALEE:Fem mennesker blev fredag dræbt i granatangreb i den srilankanske by Mutur, og dermed har i alt 26 mistet livet i et slag i byen mellem den srilankanske hær og oprørere fra De Tamilske Tigre. Det seneste angreb var rettet mod en muslimsk skole trods appeller fra begge sider om at lade våbnene hvile. Tre granater slog torsdag ned i tre skoler i Mutur, som er overvejende muslimsk. Her havde skræmte beboere søgt ly. 19 civile og fire militærpersoner, som er knyttet til politiet, blev dræbt. Flere tusinde civile flygtede fredag fra Mutur, som er blevet centrum for kampene, oplyser Røde Kors. Kampene er den seneste uge taget til i Sri Lanka, hvor over 800 mennesker i år har mistet livet i den genopblussede konflikt. /ritzau/Reuters