Ny branding-dvd får dumpekarakter

Spild af penge, siger ekspert i kommunikation. Filmen glemmer at fortælle hvad der er specielt for Aalborg, mener han

En ny branding-dvd fra Aalborg Brand Board står til dumpekarakter, mener lektor på Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet, Søren Frimann Trads. - Jeg tvivler på, at den har nogen effekt. Filmen er alt for generel og mangler fokus. Der er godt nok en masse flotte billeder og lyd, men det store problem er, at den ikke fortæller mig, hvad der er specielt ved Aalborg, siger Søren Frimann Trads der har lavet en analyse af Aalborgs branding-kampagne. Dvd'en bliver sendt ud i 12.000 eksemplarer til virksomheder i Aalborg og opland. Ideen er, at virksomhederne kan bruge filmen til at profilere deres hjemby overfor kunder. Men man skulle i stedet gøre som f.eks. Horsens, mener Søren Frimann Trads. - Horsens og Slagelse er fremragende eksempler på, hvordan det er lykkedes at profilere en by. Horsens har koncentreret sig om én ting - nemlig musikken - og Slagelse har sat alt ind på håndbolden. Og det virker, siger han. Hos Aalborg Brand Board forstår man ikke kritikken. Dvd'en er en efterspurgt vare, forklarer projektleder Keld Rud Nielsen. - Hver gang vi har vist den har der været stor begejstring. Og vi har fået henvendelser fra virksomheder, der ønsker at få en kopi, siger han. Hvor mange drejer det sig om - 10, 50 eller 100? - Det er under 10. Men det nytter jo ikke noget, at vi kun trykker 10-20 eksemplarere, og når der så kommer flere henvendelser, skal vi til at trykke flere, siger Keld Rud Nielsen. Branding-dvd'en har kostet 280.000 kr. og er støttet af Spar Nord Fonden med 200.000 kr.