Detailhandel

Ny butik kan skifte navn til Kop & Kasse

Åbningssalg var ved at blæse Farsøs nye isenkram omkuld

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kunderne lod sig ikke gå på af, at der blev hamret og banket løs lige foran den nye butik. Nogle af priserne var da også nærmest at ligne med håndværkertilbud. Foto: Torben Hansen

FARSØ:Tre timer. Så var der solgt mere af varegruppen end de sidste tre år. Isenkræmmer Jørgen H. Jensen fra Kop & Kande burde have smilet en del, da han mandag åbnede sin nye store Kop 6 Kande butik i Farsø Rådhuscenter. Han havde bare et enkelt problem: Han havde ikke tid. - Det har helt overgået mine forventninger. De første tre timer af åbningstiden måtte vi have kunder ind i hold. Først derefter åbnede vi dørene, kunne han fortælle i en 45 sekunders pause hen på eftermiddagen. Da vurderede han at de første tusinde kunder havde været forbi. Det var en bestemt vare af det kendte mærke Tefal, der var så stor efterspørgsel på, at det næsten slog benene væk under ham. - Vi havde en repræsentant, der skulle demonstrere varen. Men da han kom til, var der simpelt hen udsolgt, sagde den let forpustede isenkræmmer. Tilbuddene var da også mange, da en hel del leverandører havde hjulpet med at finde gode tilbud til lejligheden. Jørgen H. Jensen mener selv at han har Nordjyllands største udvalg inden for isenkram. I hvert fald har han meget, men er man skeptisk er man velkommen til at komme og tælle efter på for eksempel stegepande-området. Uden for butikken lød der ekko af musik og håndværkerslag og dunk. Man skulle næsten tro at julens spøgelse varmede op til den helt store højtid. Men det er sidste del af tilblivelsen af den store centerudvidelse, der foregik bag den halvgennemsigtige væg ind til det, der snart er centerets nye Kvickly. Hvis det her er et varsel, så bliver det en hamrende god julehandel.