Ny bybus på charmetur i Aalborg

[/18 grå] City-Trafik fik kørt bussen op fra fabrikken i Aabenraa


Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:37

AALBORG: En flunkende ny bybus i de kendte gule farver, men med logoet "City-Trafik a/s" på siden, rullede forleden for første gang ind i Aalborg. Den var på kort visit fra fabrikken i Aabenraa for at blive vist frem for en større forsamling af folk fra Nordjyllands Trafikselskab (NT), Aalborg Kommune og Arriva.Første stoppested var NT's kontor på Kastetvej, og derfra gik den korte køretur i strålende solskinsvejr ud til skudehavnen, hvor passagererne fik lejlighed til at stå af, mens bussen vendte. Efter få minutters pause gik turen tilbage til Kastetvej igen, og senere samme dag skulle bussen tilbage til Aabenraa.Undervejs på turen havde passagererne travlt med at studere bussens indretning, som på flere punkter adskiller sig fra de bybusser, der kører i Aalborg i dag. For eksempel er perronen, hvor der er plads til at stille barnevogne og kørestole, flyttet over i samme side som dørene, hvilket giver plads til flere sæderækker i den lave ende af bussen. Samtidig er sæderne i den ende hævet cirka 20 centimeter, så der er bedre udsyn.Nyt er også, at passagererne selv vil kunne åbne nogle sideruder, og at der er blevet plads til et edb-skab lige bag chaufføren. Når den nye busterminal bliver bygget og taget i brug, så skal der indføres ny, avanceret teknologi, hvor computere i busserne holder styr på både køreplan og position.Og så er bussen udstyret med det mest moderne partikelfilter til rensning af udstødningsgasserne. Det samme gælder de øvrige 43 fabriksnye busser, som selskabet City-Trafik stiller med, når de ved køreplanskiftet 23. juni i år overtager halvdelen af bybusruterne fra Arriva.Også Arriva starter den nye periode med en stor flåde af helt nye busser, cirka 30, ligeledes med optimal røgrensning.- Fra køreplanskiftet bliver Aalborg byzone noget af det reneste, der overhovedet findes, siger Finn Larsen, økonomichef i NT. Altså set i forhold til centrum i andre danske storbyer.Cirka 150 ansatte fra Arriva rykker over i City-Trafik ved køreplanskiftet. Heraf er langt de fleste chauffører, men der flytter også administrativt personale med. Blandt andre driftsleder Heine Nielsen, der får stillingen som chef for City-Trafik i Aalborg. Han har en baggrund som buschauffør, men efter 14 år bag rattet skiftede han for fire år siden til en administrativ stilling. Han var selvfølgelig med på køreturen, ligesom flere andre Arriva-ansatte, der så småt skal vænne sig til at lægge deres loyalitet hos de nye arbejdsgivere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden