Ny bygherre vil gennemføre Pandrup-projekt

Aalborg-firma overtager projekt fra Holmsø Huset og vil opføre butiks- og boligbyggeri i Pandrup.

Hans Chr. Nielsen
Ejendommene ved Blokhusvej blev revet ned sidste år. Efter nogle måneders forsinkelse er der nu udsigt til, at der kommer gang i opførelsen af det planlagte butiks- og boligbyggeri. arkivfoto: jens morten
Byggeri 8. december 2007 19:36

En byfornyelse i Pandrup - opførelse af et forretnings- og boligbyggeri på en grund ved Blokhusvej - vil blive gennemført, selv om Fjerritslev-firmaet Holmsø Huset, der oprindelig skulle stå for byggeriet, er gået i betalingsstandsning. Holmsø Huset ejede halvdelen af den 2713 kvadratmeter store grund, men har solgt sin del til 2E Ejendomme i Aalborg, der nu ejer arealet sammen med ejendomsinvestor Troels Vejby, Frederikshavn. - Vi arbejder videre med at realisere det projekt, Holmsø Huset har udarbejdet for arealet - en Fakta-discountforretning og 13 lejeboliger, siger direktør Jesper Skovsgaard fra 2E Ejendomme. Fakta har i forvejen forretning i Pandrup. Den ligger på Bredgade tæt ved byggegrunden ved Blokhusvej, men Fakta vil gerne have mere tidssvarende lokaler og bedre parkeringsforhold. - Der ligger færdige tegninger for byggeriet. Men de priser, Holmsø Huset har aftalt, er for dårlige, så dem skal vi have forbedret, siger Jesper Skovsgaard, der er optimistisk og vurderer, at byggeriet nok skal blive færdigt inden for et år eller to. Udviklingschef Søren Hvalgreen, Fakta, bekræfter, at selskabet gerne vil have bedre lokaler og bedre parkeringsforhold i Pandrup. Men han understreger, at det ikke bliver til den pris, der er spillet ud med, efter at Holmsø Huset er ude af projektet. - Men vi arbejder på en løsning, siger Søren Hvalgreen. Efter de hidtidige aftaler er det Nørresundby Boligselskab, der skal drive de 13 lejeboliger i det nye byggeri. - Vi har i forvejen 56 boliger i Pandrup, som er fuldt udlejede, og vi har folk på venteliste, så vi er interesseret i flere boliger, siger direktør Sigvart Sigvartsen fra Nørresundby Boligselskab. En række ejendomme - Blokhusvej 7, 9 og 11 og Bryggerivej 1 - blev revet ned sidste år for at give plads for den forestående byfornyelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...