Slagterier

Ny chance til slagteriet i Vrå

Fredagens konkurserklæring i slagteriet Danish Meat Company i Vrå behøver ikke betyde uigenkaldelig lukning.

Hele virksomheden bliver bevaret intakt de næste op til 12 måneder, mens der bliver arbejdet på en rekonstruktion med nye ejere eller partnere. - Tanken er at konkursboet sælger slagteriet til investorer, som vil drive det videre. Det er panthavernes og aktionærernes bedste chance for at begrænse deres tab, forklarer kurator i selskabet, advokat Karsten Madsen, Hjørring. Alternativet er at sælge maskiner, inventar og bygninger hver for sig, og det vil give større tab, vurderer han. Slagteriet er sat til salg gennem ejendomsmæglervirksomheden Colliers- Hans Vestergaard både nationalt og internationalt. Konkursbegæringen fredag blev indgivet af Danish Meat Company selv, og det sikrer , at medarbejderne kan få tilgodehavende løn i Lønmodtagernes Garantifond. Der er indledt en dialog med de store panthavere, blandt andet Nørresundby Bank og DLR, for at sikre sig tilslutning til redningsforsøget, for det er ikke gratis at holde et slagteri i mølpose. Der skal betales ejendomsskatter, varme, strøm, vagt etc. Karsten Madsen lægger ikke skjul på, at det lige nu, midt i finanskrisen, er det værst tænkelige tidspunkt at afhænde et slagteri. - Men forsøget skal gøres. En kurator kan altid lukke en virksomhed. Det vil være langt mere interessant at få den til at leve videre, siger Karsten Madsen.