ALGIERS: Den militante islamiske oprørsgruppe GSPC har udnævnt en ny chef, der er kendt for at være ekspert i sprængstoffer.
GSPC - Salafistgruppen for Bøn og Kamp - er i gang med at regruppere, efter at de algeriske myndigheder har slået hårdt ned på gruppen, og den har nu udnævnt Abou Mossab Abdelouadoud som "emir", siger gruppen i en erklæring, der ikke har en dato, men som nyhedsbureauet Reuters mandag fik fat på.
Sikkerhedskilder i Algeriet siger, at oplysningerne er troværdige.
GSPC menes at have forbindelse til terrornetværket al-Qaeda og blev for alvor berygtet sidste år, da den tog snesevis af europæiske turister som gidsler i den algeriske ørken.
Gruppen har siden 1998 bekæmpet de algeriske myndigheder i kampen for en ren islamisk stat.
Sikkerhedskilder siger, at Abdelouadoud, hvis rigtige navn er Abdelmalek Droukdel, er blandt de højtstående GSPC-ledere, der har overlevet de mange kampe med Algeriets væbnede styrker.
/ritzau/Reuters