Ny chef lader vente på sig

Der kommer med stor sandsynlighed til at gå nogle måneder, før Statsforvaltningen Nordjylland får ny chef.

EMNER 9. december 2007 22:55

Den nuværende direktør, Claus Rosholm, sagde i september op i protest mod, at Indenrigsministeriet i flere tilfælde havde underkendt hans afgørelser. Claus Rosholm fratræder med denne måneds udgang, og egentlig var et opslag efter hans afløser på vej gennem systemet. Udskrivelsen af folketingsvalg satte imidlertid processen i stå, fordi et job af denne art regnes for en ministersag. Efter regeringsomdannelsen hører statsforvaltningerne nu under Velfærdsministeriet, hvor en ny minister - Karen Jespersen (V) - og en ny departementschef skal ind i tingene. Derfor kommer en ny direktør ikke på plads inden Claus Rosholms fratræden. I stedet er hans højre hånd, kontorchef Ove Jensen, med virkning fra 1. januar konstitueret som statsforvaltningsdirektør. Ove Jensen er jurist og har gennem en årrække arbejdet i forskellige dele af den nordjyske statsforvaltning på Aalborghus Slot. I flere tilfælde har han udført opgaver på vegne af alle landets statsforvaltninger (tidligere statsamterne).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...