EMNER

Ny computervirus hærger Østasien og truer resten af verden

SEOUL:Myndighederne i Sydkorea og Japan advarede søndag mod en computervirus, som i løbet af weekenden lammede internettrafikken i stor dele af verden. Sydkorea er særligt hårdt ramt, og her brød såvel bredbåndstjenester som mobiltjenester og bankautomater sammen i løbet af lørdag og søndag. Landets største internetudbyder, KT Corp, blev også sat ud af drift. Dataeksperter vurderer, at angrebet er det værste siden computerormen Nimdas hærgen i efteråret 2001. Sydkoreas regerings kommunikationsministerium opfordrer alle virksomheder og borgere til hurtigst muligt at opdatere operativsystemerne Windows NT, Windows 2000 og Windows XP. Eksperter vurderer, at skaberne af den nye virus må have haft kendskab til svagheder i disse operativsystemer for at kunne gennemføre angrebet. Den nye virus kaldes SQL Slammer begyndte natten til lørdag at spredes i Østasien, men i løbet af kort tid ramte den også Europa og USA's østkyst. Blandt andet skabte den vanskeligheder for den webbaserede telefontrafik hen over Atlanten. De sydkoreanske myndigheder frygter, at udbredelsen for alvor vil tage fart, når ansatte på landets kontorer møder på arbejde mandag morgen asiatisk tid (natten til søndag dansk tid) og tænder for deres computere. Amerikanske eksperter siger til nyhedsbureauet AFP, at de ikke kan udelukke nye angreb i fremtiden, og at de frygter, at weekendens sabotage er en test forud for et endnu større angreb. - Vi kan ikke udelukke et nyt angreb i morgen (mandag, red.). Både offentligheden og virksomheder bør følge vores anvisninger, sagde Sydkoreas kommunikationsminister, Lee Sang-chul. /ritzau/AFP