EMNER

Ny cykelsti får dumpekarakter

KRITIK:Så er den gal igen. Nydende det gode vejr cyklede jeg op ad Løgstørvej - og kunne glad konstatere, at der var kommet en ny cykelsti! Som - rimelig - lovlydig cyklist tog jeg cykelstien. Mit humør steg et par grader over den gode belægning. Det varede ved indtil den første nedkørsel! En hældning, som på sort løjpe i Alperne, åbenbarede sig foran mig. Hjertet røg op i halsen - og pulsen nåede knap at falde til ro - inden forhjulet bankede ind i opkørslen få meter længere fremme! Et under, at fælgen holdt til den behandling! Dette gentog sig nogle gange indtil afslutningen af den nye cykelsti, hvorefter mine indvendige organer fik sig en slem rystetur på min videre vej mod Hørby Kirkeby ad den vaskebræt-agtige cykelsti. Andre voldsomme op/nedkørsler - jeg håber ikke, at cykelstierne er færdige. I modsat tilfælde: Hvornår lærer de ansvarlige at tage cyklister med på råd, når der skal anlægges en ny cykelsti? Jeg har været inde på det før - men gør det nu igen: Vedligeholdelsen af nuværende cykelstier i Hobro er under al kritik. Politikerne er hurtigt fremme i medierne, når der skal indvies en ny cykelsti, men de ”glemmer” efterfølgende at sådanne skal vedligeholdes! Det kan ikke passe, at vi som cyklister er nødsaget til at benytte vejbanen ved siden af cykelstien for at undgå, at ens indre organer bliver rystet fra hinanden ved at benytte cykelstien! Som det forholder sig nu, finder vi ganske simpelt veje at cykle på, hvor der ikke er cykelstier. Det er vel ikke ligefrem meningen med at etablere en cykelsti, at den ikke kan benyttes af dem, som den er beregnet til - vel?

Forsiden