Ny daglig leder af CO-industri

KØBENHAVN:Arne Sørensen, 47 år, bliver 1. september ny daglig leder for De Industriansattes Kartel, CO-Industri. Han er i dag forhandlingssekretær i 3F (Fagligt Fælles Forbund). Organisationens forretningsudvalg indstillede ham mandag, og det formelle valg ventes at ske på et centralledelsesmøde i juni. Arne Sørensen afløser 62-årige Verner Elgaard, der har været daglig leder siden 1992, men som nu overgår til at fungere som konsulent samme sted. CO-industri har 10 fagforbund som medlemmer, og kartellet tæller med sine godt 300.000 medlemmer hovedparten af de industriansatte - både timelønnede og tekniske administrative funktionærer. Kartellets hovedopgave er at forhandle overenskomst på området. /ritzau/