Ny dansk affaldsgigant

KØBENHAVN:Et nyt stort selskab i affaldsbranchen har set dagens lys. Flere selskaber er gået sammen i et holdingselskab, der får en egenkapital på godt 300 millioner kroner. Det er Renholdningsselskabet af 1898, R98, der står bag det nye selskab, som overtager ejerandelene i R98's kommercielle selskaber: Renoflex-Gruppen, Råstof og Genanvendelse Selskabet af 1990/RGS 90, Danish Computer Recycling/DCR Miljø, Envac Danmark, Danwaste Consult, DanFiber og DanBørs. Administrerende direktør i RenHold A/S Niels Jørn Hahn siger, at visionen er at blive en af de mest betyningsfulde aktører i forbindelse med den fremtidige udvikling i den danske affaldssektor. Direktøren forventer, at affaldssektoren vil ændre sig meget i løbet af de kommende 10 år, hvor der vil blive færre, men større aktører. Og at der vil blive mere fokus på at minimere mængden af affald - bl.a. ved at tilvejebringe produkter og ydelser, der indebærer et minimum af miljøbelastning. Og sidst, men ikke mindst, vil vi se endnu mere genbrug - også af affald, som vi i dag ikke kan forestille os vil kunne genanvendes, vurderer Niels Jørn Hahn. Holdingselskabets bestyrelse kommer blandt andre til at bestå af Leo Larsen, direktør for Sund og Bælt og tidligere departementschef i Miljøministeriet, Lise Friis, tidligere økonomidirektør i ISS og koncerndirektør i Rasmussen og Schiøtz, og John R. Frederiksen, formand for Ejendomsforeningen Danmark. Sidstnævnte bliver formand for bestyrelsen. /ritzau/