Ny dansk filnm kun på dvd

Skuespillerne taler svensk, så ingen tør distribuere den til biograferne i Danmark. Man frygter et flop. Men filmen har været en stor succes i Sverige

"Original" er en original film med masser af danskere i rollerne. Men herhjemme ryger den direkte ud på dvd-markedet.

"Original" er en original film med masser af danskere i rollerne. Men herhjemme ryger den direkte ud på dvd-markedet.

Ghita Nørby, Jesper Christensen, Thomas Bo Larsen og Charlotte Fich. Et team af stærke danske skuespillere, og der optræder flere af dem i filmen "Original", der sidste forår fik premiere i Sverige og kort tid efter blev kåret til bedste film på festivalen i Shanghai. Men nu har Det Danske Filminstitut (DFI) besluttet at give dispensation, således at filmen ikke vises i de danske biografer, men sendes direkte ud på dvd. Anmodningen om dispensation kommer fra Zentropa, der har produceret "Original". Den blev lavet for godt 10 millioner kroner, de fleste svenske, men både filminstituttet og Danmarks Radio har bidraget til finansieringen. Claus Ladegaard, områdedirektør i DFI, erkender, at der er tale om en usædvanlig sag. - Men vores lanceringsfolk tror ikke på den, og Zentropa kunne heller ikke finde en distributør, der ville sende filmen ud i biograferne, forklarer han. Selv om "Original" formelt er en dansk produktion, er dialogen overvejende svensk. Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen, siger, at hans historiebog ikke rummer tidligere tilfælde, hvor en dansk film, produceret med henblik på biograferne, alligevel ikke bliver vist på det store lærred. - Alligevel kan det vise sig at være den rigtige beslutning, både kommercielt og kunstnerisk. Et godt liv på dvd og måske også i tv er i hvert fald bedre for instruktørerne, end hvis den flopper i biograferne og kun sælger nogle få hundrede billetter, skønner han. Filmen er instrueret af danske Alexander Brøndsted og svenske Antonio Tublén, som har arbejdet sammen i flere år. "Original" er deres første spillefilm. - Man kan kalde den et komediedrama, og efter vores opfattelse er det en skøn og varm film. Derfor selvfølgelig ærgerligt for os, hvis den aldrig kommer op i de danske biografer, siger Alexander Brøndsted til Ritzau. Han fortæller, at han og Antonio Tublén fik flere henvendelser fra udlandet, efter at "Original" havde vundet prisen i Shanghai. - Men vi regner med, at vi laver vores næste film for Zentropa, siger instruktøren. Han håber, at der alligevel er en chance for, at "Original" vises i nogle få danske biografer. - Vi taler med den distributør, der sender den ud på dvd, om forinden at præsentere den som en slags event-begivenhed, forklarer instruktøren. /ritzau/

Forsiden