Ny dansk olieindustri

DLG Food og Dragsbæk danner et fælles selskab, Pure Oil, der skal markedsføre og udvikle flydende vegetabilske olier til det skandinaviske og tyske marked inden for food service og detailhandel.

Agersted 1. september 2010 12:45

I mange år har den landmandsejede DLG-koncern leveret rapsolie fra sin fabrik i Agersted i Vendsyssel til margarinefabrikken i Thisted. - Vi er en markant operatør på industri-niveau, men har ikke i samme omfang været til stede i catering og detailhandel. Her har Dragsbæk stor erfaring. Derfor vil et samarbejde afgjort styrke vores fælles udvikling på området, siger direktør i DLG Food, Torben Harring. DLG Food køber 50 pct. af Bast I/S, der er et selskab i Dragsbæk Gruppen, og det nye olieselskab, Pure Oil, skal være i kraft fra 1. oktober. Også Dragsbæk ser klare fordele i aftalen. - Med samarbejdet styrkes vores produktudvikling med basis i en fælles viden om kvalitetsegenskaberne ved oliefrøsorterne og produktionsprocesser, siger adm. direktør Johannes Søndergaard, Dragsbæk Gruppen. Han peger på, at DLG Food har stor kompetence inden for rapsolie, og vi har viden om øvrige olietyper, herunder fritureolie. Det nye selskab skal ledes af den hidtidige chef for Bast I/S, Francis Craik. Den samlede omsætning er fra start ca. 80 mio. kr., men målet 250-300 mio. kr. i løbet af få år, oplyser Torben Harring. Hvor mange arbejdspladser, det kan afføde, tør han ikke vurdere. DLG Food er DLG-koncernens fødevaredivision med en samlet omsætning på 1,9 mia. kr. Dragsbæk er moderselskab for en gruppe danske og udenlandske selskaber i levnedsmiddelbranchen og omsætninger er ca. 1 mia. kr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...