Aalborg

Ny dekan på Aalborg Universitet

Professor Lone Dirckinck-Holmfeld er blevet udnævnt til ny leder - dekan - for Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet.

Lone Dirckinck-Holmfeld kan nu kalde sig dekan for Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet. Arkivfoto: Michael Koch

Lone Dirckinck-Holmfeld kan nu kalde sig dekan for Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet. Arkivfoto: Michael Koch

54-årige Lone Dirckink-Holmfeld tiltræder 15. juni og overtager posten efter den konstituerede dekan Rita Cancino, der har varetaget posten siden Ole Prehns død i november. Rita Cancino vender tilbage til posten som prodekan Lone Dirckinck-Holmfeld kommer fra en stilling som professor i Ikt og Læring ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet, hvor hun tillige er leder af forskeruddannelsesprogrammet i Human Centered Communication and Informatics og den tværuniversitære masteruddannelse i Ikt og Læring (MIL). Hun er videnskabelig leder af E-Learning Lab og har gennem sin forskning været dybt involveret i det pædagogiske design af e-læringsmiljøer og i udviklingen af en humanistisk tilgang til ikt-design. Internationalt er Lone Dirckinck-Holmfeld en anerkendt forsker og har ledet EU-projekter, herunder den danske deltagelse i Network of Excellence indenfor Technology Enhanced Learning. Lone Dirckinck-Holmfeld har bl.a. også siddet i rådgivningspanel for Verdensbanken, ligesom hun er æresdekan på Asian University for Women i Bangladesh med den særlige opgave at udvikle forsknings- og uddannelsesfeltet informations- og kommunikationsteknologi. Hun er også medlem af Danmarks Forskningspolitiske Råd. Rektor Finn Kjærsdam siger om udnævnelsen: - Jeg ser frem til samarbejdet med Lone, som har fremlagt en række spændende initiativer, der lover godt for humanioras fremtid.