Ny diabetiker hvert femte sekund

Foto: Workbook Stock/Pol­fo­to
Gra­fik: Jet­te Klok­ker­holm

Foto: Workbook Stock/Pol­fo­to Gra­fik: Jet­te Klok­ker­holm

Når Rie Weng Andersson afleverer sin søn Buster i vuggestuen, kan hun godt tage sig selv i at kigge en lille smule misundeligt på nogle af de andre forældre. Mens de andre for en stund overlader børnene til pædagogerne, efterlader bekymringerne i garderoben sammen med flyverdragten og koncentrerer sig om deres arbejde, så bliver Rie nødt til at tage sine bekymringer med på kontoret. Buster lider nemlig af type 1 diabetes, også kaldet sukkersyge. - Når de andre siger farvel til deres børn, kan de ¿slippe dem¿ i nogle timer. Det kan vi aldrig. Vi er i kontakt med vuggestuen cirka fire gange om dagen, fordi der ikke rigtigt er noget mønster i, hvordan hans blodsukker går op og ned, siger hun. Buster er 20 måneder og fik konstateret diabetes i februar i år. Rie fik selv konstateret type 1 diabetes et halvt år før, og derfor var hun hurtig til at genkende symptomerne, da Buster efter en ferie på Gran Canaria blev syg og to nætter i træk drak en hel flaske vand og derefter tissede igennem bleen. - Da vi kom hjem brugte jeg mit eget apparat til at måle hans blodsukker, og hans blodsukkertal lå på 32, hvor det for almindelige mennesker ligger på mellem 4 og 8, siger Rie Weng Andersson. En pumpe på maven Fordi Rie kunne genkende symptomerne, kom Buster i behandling uden at komme igennem de ubehagelige chokfaser, som ubehandlet diabetes kan medføre. Hos mennesker uden diabetes danner bugspytkirtlen hormonerne glukagon og insulin, som styrer kroppens sukkerbalance. Insulinet sikrer, at muskel- og leverceller optager sukkeret fra blodet. Uden insulin bliver sukkeret i blodet, og kroppen begynder at tære på sukker fra sine andre depoter, indtil de er udtømt. De høje mængder sukker i blodet bliver udskilt med urinen, og sukkeret er med til at trække ekstra vand ud ad kroppen, hvilket giver risiko for dehydrering. I de værste tilfælde når kroppen at blive helt udtæret, og der kan ophobe sig nogle sure affaldsstoffer, som kan være dødelige. I begyndelsen fik Buster to indsprøjtninger i låret hver dag med langtidsvirkende insulin, men det var ikke nogen fornøjelse for ham eller forældrene. - Det var ligesom at foretage et overgreb på sit eget barn. Nålen skulle sidde i låret på ham i ti sekunder for at afgive al insulinet, siger Rie Weng Andersson. I dag går Buster rundt med en insulinpumpe i en lille taske på maven. Pumpen er forbundet med en slange med et plastikrør, der er skudt ind under huden på ham lige ved bleen, og i stedet for at stikke ham to gange om dagen, kan de nu nøjes med at skifte slangen hver tredje dag. - Pumpen afgiver automatisk insulin - en basisrate hver time, men hver gang han spiser 10 gram kulhydrater, skal han have et ekstra ¿klik¿ på pumpen, så vi laver liste op og liste ned både til herhjemme og til vuggestuen med, hvor mange kulhydrater forskellige madvarer indeholder. Men vi er virkeligt positivt overraskede over insulinpumpen, for nu kan han spise det samme som os, vi skal bare huske at ¿klikke¿ ham på pumpen. Det er blevet meget nemmere at regulere hans blodsukker, da vi kan ¿klikke¿ på alle tidspunkter af døgnet - også når han sover. Før måtte vi accepterer hans alt for høje sukkertal, da insulinen jo var sprøjtet ind i hans krop, siger moren. Tager tid fra søskende Men insulinpumpen er ikke nok til, at Buster og familien kan have en al-mindelig hverdag. For han får stadig målt sit blodsukker 12-14 gange i døgnet, og så længe han ikke selv kan sige noget, der kan gøre forældrene opmærksomme på symptomerne, er de konstant på vagt. - Hver gang han skriger, tænker vi - Gud, det er blodsukkeret. Og hvis han vågner om natten, tjekker vi det, for det skal hele tiden holdes i balance. Vi slipper det aldrig, siger Rie, der har været nødt til at gå på nedsat tid, for både at få tid til den øgede opmærksomhed, sygdommen kræver og til Busters tre ældre søskende. - Det har helt klart haft nogle omkostninger for de andre børn. Vi har kun fået Buster passet natten over én gang, for det er jo et kæmpe ansvar at lægge over på andre, siger Rie Weng Andersson. Familien Anderssons situation er langt fra enestående, fortæller professor Allan Flyvbjerg, der er formand for Diabetesforeningen. - Hver anden dag rammes et barn af diabetes herhjemme. Når et barn bliver ramt af en kronisk sygdom, lægger det et enormt pres på en familie. Og diabetes er en særlig stor udfordring, fordi det er en sygdom, hvor man som barn og familie selv har ansvaret for den daglige og livsnødvendige behandling. Det betyder, at forældrene, eller barnet selv 24 timer i døgnet skal forholde sig til samspillet mellem mad, fysisk aktivitet og den rette mængde insulin. Man er på morgen, middag og aften, for små børn kan jo ikke selv forstå, hvordan mad, motion og insulin skal gå op i en højere enhed. Samtidig lurer angsten for fremtiden. Vil mit barn blive ramt af følgesygdomme, og hvad vil sygdommen betyde for mit barns livskvalitet livet igennem, siger han. International dag Når børn rammes af diabetes, er det næsten altid den såkaldte type 1, som Buster også lider af. Herhjemme er omkring 20.000 personer ramt af type 1 diabetes, mens cirka 200.000 har fået konstateret type 2, også kendt som gammelmandssukkersyge, fordi den tidligere primært ramte ældre mennesker. Type 2 diabetes er en livsstilssygdom, og årsagerne til den er bl.a. manglende motion og usund kost. Denne form er i voldsom vækst og er begyndt at ramme børn helt ned til ti år. I Japan er der flere børn med type 2 end type 1 diabetes. På verdensplan lider 246 millioner mennesker af diabetes, og en person dør af diabetes hvert tiende sekund. Derfor vedtog FN i slutningen af sidste år en resolution, der skal hjælpe til med at sætte diabetes på den globale dagsorden. Første lille skidt er en international FN-mærkedag for diabetes, som i år er onsdag 14. november. - Vi skal bruge dagen til at skabe fokus. Problemerne er forskellige afhængigt af, hvor man er i verden. Herhjemme er vi favoriserede, fordi vi har råd til insulin, men vi kan stadig blive endnu bedre. Formentlig er der ca. 10.000, der dør om året herhjemme. Det er lige før det minder om cancertal. Nu skal vi knække diabeteskurven, og vi er ikke tilfredse, før vi har kureret sygdommen, siger Allan Flyvbjerg.