Ny dille hos kriminelle: Gas igen brugt mod bank

Tre mænd slap væk fra politiet efter at have arrangeret eksplosion i Skærbæk i Sønderjylland.

Der er igen sket et forsøg på at sprænge sig til kontanter i en hæveautomat.

Natten til fredag gik det ud over en automat ved Sydbank i Skærbæk, oplyser politiet til TV 2 Syd.

Ved hjælp af gas lykkedes det for nogle maskerede mænd at få sprængningen gennemført, men de kom ikke væk med penge.

Det skyldes, at en borger havde tilkaldt politiet efter at have set mændene luske rundt ved automaten.

- Det er professionelle folk, der er på spil, når der bruges gas til at sprænge hæveautomater i luften, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV 2 Syd.

Samme metode brugte de kriminelle kolleger, som angreb en hæveautomat ved en sparekasse i Ørsted på Djursland.

Her lykkedes det dog gerningsmændene at slippe væk med penge. Udbyttets størrelse ønsker politiet imidlertid ikke at sige noget om.

Fredag formiddag har Østjyllands Politi ikke nærmere oplysninger om disse mænd eller den bil, som de forsvandt i.

Fænomenet med at anvende gas til at sprænge sig vej til penge i hæveautomater er set over hele landet siden 2012.

Men det er især i de mindre bysamfund, at borgerne er blevet forstyrret af de enorme brag fra de kriminelles natlige aktiviteter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.