Ny direktør for maritime skoler plus en fuldrigger

Ole Ingrisch, Martec i Frederikshavn, skal være direktør for Esbjerg Havn

FREDERIKSHAVN:Nordjyllands maritime uddannelsescenter i Frederikshavn, Martec, skal have ny direktør. Den nuværende, Ole Ingrisch, tiltræder 1. juni nyt job som direktør for den kommunale selvstyrehavn i Esbjerg. - De fyre, som har gode evner og som kan få tingene til at fungere, får gode tilbud, som de ikke kan sige nej til, beklager formanden for Martec, Metal-Søfarts formand Niels-Jørgen Hillstrøm. Ole Ingrisch, der er 48 år, har stået i spidsen for Martec i to år. Forud var han medejer af shippingfirmaet Blue Ocean i Aalborg. Han tiltrådte Martec samtidig med, at den hidtidige maskinmesterskole og søfartsskole i Frederikshavn fusionerede til en selvejende og mere forretningsorienteret institution med egen bestyrelse og direktion, hvor skolerne før var underlagt Søfartsstyrelsens statslige administration. Med i et samarbejde på sidelinien af Martec står også Skagen Skipperskole, og fra 1. maj overtager Martec formelt også fra Søfartsstyrelsen rederiansvaret for Skoleskibet Danmark. Fuldriggeren har basehavn i Flådestation Frederikshavn. Rederskiftet er netop godkendt politisk i Folketingets finansudvalg. Martec omsætter inklusive skoleskibet ca. 40 mio. kr. om året i maritime uddannelser og efteruddannelser. I sit ny job i Esbjerg Havn skal Ole Ingrisch stå i spidsen for en forretning med en omsætning på ca. 100 mio. kr. Niels-Jørgen Hillstrøm oplyser, at jagten på en efterfølger efter Ole Ingrisch nu går ind. - I princippet er jobbet åbent for alle, men en klar fordel vil være at kende det maritime erhverv plus at have baggrund i forretning og det at drive en virksomhed, siger Niels-Jørgen Hillstrøm.